Test: Lowepro Urban Reporter 250

Lowepro Urban Reporter er en serie skuldertasker til kameraudstyr, laptop og personlige småting. Det er en taske der ikke ligner en klassisk fototaske, og derfor meget velegnet til fotografen der skyder sine billeder på gaden, og som ikke vil tiltrække sig for meget opmærksomhed. Lad os se nærmere på den.

Design og funktionalitet

Lowepro Urban Reporter kommer i tre størrelser, jeg har haft den mellemste til test, med modelnummeret 250.

LLO_0621

Lowepro Urban Reporter 250 er lavet i nylon, der er børstet så overfladen fremstår blød og minder lidt om bomuldslærred. Den har både skulderstrop og en bærehank. Begge dele kan justeres i længden, og skulderstroppen kan kommes ind i tasken hvis man kun vil benytte bærehanken.

LLO_0627

Skulderstroppen er fastgjort til Lowepro Urban Reporter 250 med et metalbeslag der er vinklet så tasken hænger komfortabelt når man har stroppen over skulderen. Rart at se solide metaldetaljer, hvor andre ville have brugt plastik.

LLO_0624

Skulderstroppen har en polstring der kan flyttes på stroppen, og helt tages af hvis man ikke vil bruge den. Den fordeler vægten på skulderen, og har en gummibelægning på undersiden der forhindrer stroppen i at glide ned af skulderen.

LLO_0632

Lowepro Urban Reporter 250 har et hovedrum der er gemt under en klap, der er lukket med to læderstropper der er låst med trykknapper. Der er ikke noget velcro, man kan altså åbne den uden at det støjer.

LLO_0623

Inde i hovedrummet finder vi et stort polstret rum til kameraet og udstyr. Det er dybt nok til at man kan have sit kamera med objektiv opbevaret med objektivet nedad, så det er nemt at gribe det.

LLO_0634

Man kan helt selv indrette Lowepro Urban Reporter 250 som man ønsker det. Alle de polstrede vægge sidder fast med velcro og kan flyttes rundt. Der er rigeligt med vægge med, så man kan indrette tasken efter ens behov.

LLO_0638

Hvis man vil beskytte sit kameraudstyr ekstra godt, evt mens man er undervejs, så kan kamerarummet lukkes med en stor flap, der bliver holdt lukket med velcro.

LLO_0635

Det holder pilfingre ude af kameraudstyret, og når man kommer frem så folder man bare flappen tilbage, så er der nem adgang til kameraet igen. Lowepro Urban Reporter 250 kan også bruges som almindelig skuldertaske, man kan nemlig tage hele kamerarummet ud af tasken! Så har man en rummelig skuldertaske til weekendturen.

LLO_0636

I hovedrummet finder vi også en polstret lomme til en 13″ laptop eller en tablet, som også kan bruges selvom kamerarummet er taget ud.

LLO_0637

Udover det store hovedrum, så har Lowepro Urban Reporter 250 også et lille rum i hver side til småting som mobiltelefon, ekstra batteri eller andet. Rummet bliver lukket med en trykknap. Her ser vi endnu en gennemtænkt detalje, trykknappen sidder nemlig på en lille strop som man kan få fingeren ind under, og man kan derfor lukke rummet med en hånd. Det er en lille, men rigtig lækker detalje.

LLO_0625

I selve rummet er der en lille netlomme, så meget små ting ikke forsvinder på bunden af lommen.

LLO_0626

Forrest på tasken er der et større rum, der er er lukket med en lynlås. I dette rum er der adskillige lommer, nogle med lynlås og nogle uden, og et rum til et visitkort. Her kan man nemt få styr på sine personlige småting, og hukommelseskort, filtre og andet. Lynlåsen glider nemt og virker til at være af god kvalitet.

LLO_0639

Konklusion

Lowepro Urban Reporter 250 er en rigtig lækker fototaske. Den er fyldt med detaljer der alle opfylder et behov. Der er ikke nogle detaljer på den som ikke har en funktion. Det er en praktisk og flot taske. Normalt har jeg altid brugt fotorygsække, men med Lowepro Urban Reporter 250 som første bekendtskab med fotoskuldertasker, så indser jeg at jeg skulle have investeret i en skuldertaske tidligere. Rygsække er praktiske i nogle situationer, men nogle gange er de upraktiske og klodsede, og man har udstyret på ryggen hvor man ikke så nemt kan komme til det. Med en skuldertaske så fandt jeg ud af at jeg oftere fik et billede af et motiv jeg så i farten, fordi at jeg bare skulle dykke ned i tasken og tage kameraet op. Materialerne i Lowepro Urban Reporter 250 er lækre, det er solidt nylon, med en meget behagelig overflade. At man kan tage fotorummet ud, er bestemt et plus hvis man har brug for en lækker taske i en ikke-fotorelateret sammenhæng. Lowepro Urban Reporter 250 er rummelig, jeg har brugt den med et Nikon D7200, et 16-300 mm zoom, og en flash. Og der var plads til meget mere i tasken! Så afhængig af hvor meget udstyr man skal have med, så er der også god plads til en trøje, snacks og drikkevarer i tasken. Den har desværre ikke noget indbygget regnslag, men nylon materialet kan tåle en kort let byge. Så hvis vejret bliver vådt, så må man altså søge tørvejr, eller alternativt, pakke en stor plastikpose eller andet i tasken til den slags situationer. Læderstropperne med trykknapperne der holder hovedrummet lukket kræver lidt tilvænning. Jeg endte med at lade flappen hænge over hovedrummet uden at være lukket med trykknapperne hvis jeg skulle have kameraet op og ned i tasken ofte. Men hvis alternativet var velcro der støjer hver gang man åbner det, så er trykknapperne en rigtig god løsning. Selvom den er rummelig, så synes jeg ikke den virker voldsomt stor når man går med den.

LLO_0620 LLO_0616

Det er ikke en billig taske, men det er til gengæld en gennemført taske, med brugbare detaljer, og diskret design.

Karakter

mydigitalphotos-45-stars-print

Pris og tilgængelighed

Set til omkring 1000,-

Se aktuel pris hos PriceRunner

Om Lars Lund Olsen

Lars er skribent på MyDigitalPhotos.dk Benytter Nikon DSLR samt Nikon CoolPix AW120.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox