Sony Cyber-shot DSC-HX20V

Sony Cyber-shot DSC-HX20V er lidt anderledes end de seneste Sony kameraer vi har testet og anmeldt, da der er tale om et superzoom der fylder lidt mere end vi har set de seneste par gange. Det er ikke stort, men ligner meget TZ30’eren fra Panasonic rent størrelsesmæssigt og dette medfører at Sony Cyber-shot DSC-HX20V både virker og føles mere robust end de “spinkle” lommekameraer.

Sony Cyber-shot DSC-HX20V er et udstyrsstykke uden lige, med 18,2 megapixel, 20x optisk zoom, Full HD video, indbygget GPS, 3D osv. Der mangler ikke umiddelbart noget på papiret og Sony Cyber-shot DSC-HX20V er endda stadig rimelig kompakt, set i lyset af de mange features.

Lad os se om Sony Cyber-shot DSC-HX20V vælter TZ30’eren af pinden som det ultimative superzoom kamera.

Hvad er der i kassen?
Sony Cyber-shot DSC-HX20V kommer i en forholdsvis lille æske i de let genkendelige grå og blå farver. I denne finder man Sony Cyber-shot DSC-HX20V kameraet, et genopladeligt batteri, USB kabel, 220 volt oplader, håndledsrem og diverse manualer og dokumentation.

Se vores unboxing video af Sony Cyber-shot DSC-HX20V nedenfor.

Design og funktionalitet
Sony Cyber-shot DSC-HX20V er, som nævnt i indledningen, ikke det meste kompakte kamera, men det faktum at det fylder en smule, gør det muligt at have et godt greb omkring kameraet, og så føler man bare det er lidt mere robust.

Sony Cyber-shot DSC-HX20V er helt i sort, med en kombination af glat, ru og gummi-belagt overflade, det lyder måske forvirrende, men det virker rigtig godt på Sony Cyber-shot DSC-HX20V. Grebet er med gummi, så man har et solidt greb i kameraet når det betjenes med én hånd.

Sony Cyber-shot DSC-HX20V vejer ca. 245 gram med batteri og SD-kort og det virker rimelig for et kamera i denne klasse, jeg synes vægten er fint afstemt, hverken for let eller for tungt.

Forsiden præges af objektivet, Sony G Lens, med 20x optisk zoom og billedstabilisering, naturligvis. Derudover er der af hjælpelys øverst til venstre fir objektivet. Bagpå er skærmen på 3″ den dominerende faktor, og med en opløsning på 921.600 pixels er der tale om en ret lækkert, højtopløselig, skærm. Billedet på denne er knivskarpt og betragtningsvinklen er rigtig god, væsentligt bedre end forventet. Til højre for skærmen er der de sædvanlige navigationsknapper og en dedikeret knap til videooptagelse. Øverst er en lidt speciel knap, med påskriften “custom”, denne kan bruges til lige netop den funktion du ønsker.

Øverst er den indbyggede pop-up blitz og stereomikrofonen placeret, sidstnævnte bruges ved videooptagelse. Der er også on/off knap, kombineret zoom-kontrol og udløser samt programhjul hvor forksellige tilstande kan vælges.

Knapperne sidder placeret således at de er nemme at komme til og de knapper der bruges mest, er nemmest at få adgang til. Stikket til opladning er placeret i bunden af kameraet og det er måske mindre hensigtsmæssigt da man så skal ligge kameraet på objektivet eller skærmen når det skal oplades, jeg havde foretrukket det kunne stå op således at hverken front eller bagside risikerede at blive ridset og skrammet. Det virker ikke helt gennemtænkt!

I siden er HDMI stik gemt bag en låge og i bunden er batteri-dæksel hvor SD kortet også gemmes, AV-stik der bl.a. bruges til opladning og gevind til montering på stativ.

Se vores preview video af Sony Cyber-shot DSC-HX20V nedenfor.

Sony Cyber-shot DSC-HX20V er utrolig nem at gå til, uanset om man er helt grøn eller velbevandret indenfor digitale kameraer.Via programhjulet øverst kan vælges af hav af automatiske og semi-automatiske tilstande, herunder også manuelle tilstande som M, og P som man måske kender fra digital spejlreflekskameraer, men også “Bedste Auto” og “Intelligent Auto”, som på hver sin måde hvorsøger at få det bedst mulige ud af billedet, ved at læse motivet. Af de mere specielle er bl.a.mulighed for at optage 3D billeder og lave færdige panorama billeder med ét enkelt klik, så man slipper for at sidde og klippe-klistre i Photoshop bagefter. Der er ikke rigtig noget nyt her, både antallet af tilstande og muligheder for manuel betjening er som man vil forvente det af at kamera anno 2012.

Den generelle betjening sf Sony Cyber-shot DSC-HX20V er rigtig nem og brugervenlig og menuerne er både flotte, rent grafisk, og nemme at finde rundt i, samtidig med at de som udgangspunkt er godt beskrevet. Menuen er på dansk og dybden af denne afhænger af den valgte tilstand.

Kigger man på hvilke features Sony Cyber-shot DSC-HX20V tilbyder, er der bl.a. indbygget GPS som kan bruges til at “tagge” dine billeder med GPS koordinator, så du efterfølgende kan se præcist hvor de er taget.

Stillbilleder
Sony Cyber-shot DSC-HX20V tager rigtig flotte billeder, de er rige på detaljer, klare og skarpe – også under forholdsvis svære lysforhold, her er auto-tilstanden genial, da der tages et par billeder i træk og det bedste udvælges og gemmes. Det gør det meget nemmere at få et par billeder i kassen, under besværlige lysforhold, ex. indendørs uden store mængder dagslys til rådighed. Opløsningen på 18.2 megapixel er alt rigeligt og kombineret med hele 20x optisk zoom er der rig mulighed for at komme tæt på – selvom man, rent fysisk, befinder sig et stykke fra det ønskede motiv. Når man bruger zoomen og særligt når man når ud omkring de 20x, er den indbyggede billedstabilisering uundværlig, da det er svært at holde kameraet helt stille.

Vi har samlet en række billeder taget med Sony Cyber-shot DSC-HX20V i galleriet nedenfor, fælles for dem alle er at de hverken er redigerede eller beskårede.

http://samples.mydigitalphotos.dk/#133

Video
Du kan optage video i Full HD kvalitet med Sony Cyber-shot DSC-HX20V og det i sig selv er der som sådan intet revolutionerende i. Det betyder dog ikke at Sony Cyber-shot DSC-HX20V ikke er godt til video, for det er det! Sony Cyber-shot DSC-HX20V optager video i en virkelig høj kvalitet, uden nogen særlig støj. Videoen optaget med Sony Cyber-shot DSC-HX20V er klar og tydelig og særligt farverne står klart frem. Det er værd at bemærke at man kan benytte de 20x optisk zoom optagelse, og endda optage lyd i stereo!

Nedenfor et videoklip optaget med Sony Cyber-shot DSC-HX20V.

Konklusion
Det er svært ikke at blive lidt glad for Sony Cyber-shot DSC-HX20V for det hele virker bare. Designet er lækkert, kvaliteten i top og det ligger bare godt i hånden, selvom det ikke hører til blandt de mindste på markedet.

Når man bruger Sony Cyber-shot DSC-HX20V så har man adgang til en lang række manuelle, semi-automatiske og automatiske tilstande, så alle er tilgodeset og uanset ens niveau er der basis for lækre billeder. Billed og videokvaliteten er ligeledes høj og med 20x optisk zoom kan man komme rigtig tæt på.

Sony Cyber-shot DSC-HX20V er ganske enkelt bare et rigtig godt køb, til alle dem der vil have noget “mere” end bare et kompaktkamera, men stadig ikke er helt klar til hverken system eller DSLR kamera.

+
Kvaliteten
Billed & videokvalitet
Masser af features


Prisen

Karakter

Pris og tilgængelighed
Vejledede pris: 3300,-
Set til 2602,-

Find den bedste pris på Sony Cyber-shot DSC-HX20V

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Sony

Om Noel Christensen

Noel er grundlægger og redaktør på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Canon EOS 7D samt Panasonic Lumix DMC-G5.

11 comments

  1. Hej

    Nu da du har teste sony DSC-HX20V, så ville jeg gerne høre din mening, da jeg står og skal have nyt kamera og valget ligger imellem Sony Dsc-HX20V og Panasonic Lumix DMC-TZ30, begge ligge i samme pris leje…så jeg håber du vil svare på dette? Takker
    Mvh.
    Jørgen

  2. Hej jeg ved ikke hvorfor mit indlæg er blevet slette?? men jeg ville gerne vide hvad du mener om TZ30′eren fra Panasonic, nu da du også har teste Sony Cyber-shot DSC-HX20V, hvilke er bedste til pengen :O)

    Tak for dit svar.

  3. Hej Jørgen,

    Jeg ville snuppe Sony’en – selvom de minder rigtig meget om hinanden. Synes finishen er en smule bedre og så er det bare lidt mere “lækkert”.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  4. OK tak, hvordan er foto kvaliteten på sony? du skriver mere lækker..er den nemmer at bruge end panasonic..jeg skriver, fordig jeg nok i weekenden skal ud og købe den ene eller den anden.
    Hvis du er så flink at sætte nogle tekniske ord på hvorfor sony, da hvis du skriver dem imod hinanden på nette, så vinder Panasonic over sony…håber du vil sætte et par ord mere på. Tak

  5. Hej Jørgen,

    Du skal næsten selv vurdere billederne:
    http://samples.mydigitalphotos.dk/#133.0 kontra http://samples.mydigitalphotos.dk/#124.0

    Men ellers synes jeg bare, sådan helt generelt at Sony’en virker bedre, bedre betjening, bedre finish og bedre billeder, uden at jeg sådan kan sige at “den er bedre til nærbilleder” ol., synes bare helt generelt det er et bedre bud.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  6. Ok mange tak, var lige i foto handler og se på dem, men så viste ham mig den nye Casio EXILIM EX-ZR300 som efter hans mening skulle være rigtig god og super hurtig, kender du til den og hvad mener du om den, kan det måle sige med Panasonic Lumix DMC-TZ30 og Sony Cyber-shot DSC-HX20V?

  7. Den har jeg desværre ikke haft mulighed for at afprøve, så jeg tør ikke udtale mig om denne.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  8. Hej

    Vi har indtil nu haft et canon ixus 870, og var egentlig lidt trætte af af behandlingstiden efter at et billede er taget, og indtil cameraet er klar igen.
    Og denne lange behandlingstid ser vi også da vi prøvede DSC-HX20V, er det noget der kan gøres noget ved ? Det undrer mig at der ikke står mere om det i de forskellige tests/reviews
    Vi har også kigget lidt på Panasonic Lumix DMC-TZ30, som skulle være væsentligt hurtigere, men vi har ikke prøvet dette.

    Har du evt et andet forslag til et camera med lidt mindre zoom (måske ca 10x), og så evt lidt bedre billedkvalitet, f.eks ved indendørs stilbilleder ?

  9. Hej Torben,

    Jeg synes ikke jeg kan nikke genkendende til dine problemer, er det måske fordi du bruger auto-instilling som tager x antal billeder i træk og vælger det bedste?

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  10. Hej Noel.

    Jeg har selv overvejet dette kamera, men tøver lidt pga behandlingstiden på billederne ligesom Torben nævner.

    Hvis man ser forskellige videoer og reviews på det, nævnes det faktisk flere gange.

    Jeg skal primært bruge kameraet til at tage billeder af og filme dyr. Jeg vil selvfølgelig gerne have alle deres bevægelser med, så billedet ikke bliver rystet. Men så uforudsigelige som dyr er, ville det være ærgeligt hvis kameraet hele tiden skriver processing og de spændende ting dermed er sket i den tid.

    Er det noget du har problemer med?

    Dette er det eneste kamera jeg har fundet der ellers passer til mine krav. Hurtig autofokus, mulighed for at optage og tage billeder samtidig, kraftig zoom og selvfølgelig god billedkvalitet. Tror du jeg skal vente eller lede efter et andet, når jeg ikke har tid til at vente på kameraets processing tid?

    På forhånd tak for svar 🙂

    Mette.

  11. Hej Mette,

    Som nævnt i mit svar lige før din kommentar, så kan jeg ikke nikke genkendende til dette, UDELUKKENDE ved brug af Auto indstillingen da der her tages x antal billeder i træk for at kunne vælge det bedste billede ud.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox