Panasonic Lumix DMC-TZ30

Som et af de første danske medier har vi haft Panasonic Lumix DMC-TZ30 på testbænken, og dette er resultatet af et par uger med Panasonic Lumix DMC-TZ30.

Panasonic Lumix DMC-TZ30 blev lanceret tilbage i slutningen af januar 2012 og er deres nuværende topmodel i superzoom serien. Specifikationerne er da heller ikke at kimse af, 14 megapixel opløsning, 20x optisk zoom, Full HD video og indbygget GPS for bare at nævne nogle af de mest interessante features.

Vi har tidligere anmeldt en række TZ-kameraer, senest TZ20‘eren som TZ30’eren her afløser, så spørgsmålet er om arven fra TZ-serien kan løftes endnu engang?

Hvad er der i kassen?
Panasonic Lumix DMC-TZ30 kommer i den sædvanlige, små-kedelige, mørkeblå emballage som alle andre Panasonic kameraer. På emballagen er der lidt information omkring produktet og et billede af kameraet.

I kassen finder man, foruden kameraet, følgende;
Genopladeligt batteri, AC Adapter, USB kabel, Håndledsrem og DVD.

Som du måske bemærker allerede nu, så er der ingen batterioplader med til Panasonic Lumix DMC-TZ30, hvilket betyder at batteriet oplades direkte i kameraet med den medfølgende ac-adapter og USB kablet. Det er nemt, men jeg foretrækker nu en”ekstern lader” så du, med et ekstra batteri, stadig kan bruge kameraet selvom ét batteri oplades.

Design
Kaster man et hurtigt blik på Panasonic Lumix DMC-TZ30, så minder det grundlæggende om forgængeren (og forgængerne) Designet er der ikke pillet specielt meget ved, og vægten på 184 gram er også i tråd med tidligere modeller. Men det kan dog se at designet har fået en “opfriskning”, sammenlignet med TZ20’eren.

På forsiden er det Leica objektivet med 14 megapixel opløsning der dominerer, ligesom det er her der er den indbyggede flash og af-hjælpelys, helt som vi er vant til. På Panasonic Lumix DMC-TZ30 er der et forholdsvis stort greb, set i forhold til kameraets størrelse, så det fylder også en smule på forsiden.

På siden er HDMI og AV stikket gemt bag en lille låge, og i bunden er låge til batteri og SDXC hukommelseskort,ligesom der naturligvis er standardgevind til montering på stativ.

På toppen er der en LED der indikere om GPS’en er aktiv, stereomikrofon til videooptagelse og den indbyggede højttaler. Dernæst drejehjul til skift af tilstand, udløser med zoomkontrol, en dedikeret videoknap og en on/sluk knap der skal skydes fra side til side.

Bagpå er skærmen det naturlige omdrejningspunkt, den er på 3.0″ og har en opløsning op 460.000 pixels. Skærmen er en touchskærm, men det er altså kun udvalgte funktioner der betjenes med touch, så det er en kombination af touch og taster når der navigeres rundt i menuerne.

Til højre for skærmen er et par taster for navigering, samt en knap til skift mellem afspilning og optagelse.

Se vores preview video af Panasonic Lumix DMC-TZ30 nedenfor, hvor du får et kig på både design og menuen.

Funktionalitet
Listen over features og funktioner som Panasonic Lumix DMC-TZ30 tilbyder er ret lang, og jeg vil derfor nøjes med at komme ind på dem der er lidt udover det sædvanlige.

Hvis vi skal starte med objektivet, så er der tale om et 24mm vidvinkel Leica objektiv og en sensor med en opløsning på 14 megapixel. Objejktivet har 20x optisk zoom, og tager man den digitake zoom i brug er der 40x zoom! Der er naturligvis indbygget billedstabilisering, uden denne var man lidt på den ved 20x zoom, for her skal der kun en meget lille rystelse til førend billedet bliver sløret. Billedstabiliseringen virker fint og er især en hjælp ved håndholdt video hvor den er med til at give et meget mere glidende billede. Billedstabiliseringen hedder i dag Power O.I.S og er en videreudvikling af Mega O.I.S som skulle være dobbelt så effektiv.

For at blive ved videodelen, så understøtter Panasonic Lumix DMC-TZ30 videooptagelse i Full HD (1920 x 1080) i enten AVCHD Progressiv eller MP4 format. Udover Full HD video, så kan du også optage High Speed video med 10 fps. Videoen optages med stereolyd, hvilket er et stort plus i dette prisleje.

Den indbyggede GPS kan gemme GPS koordinator efterhånden som du tager billederne, og via den medfølgende software kan du nemt få vist på et kort præcist hvor billederne er taget. Det er set før, men det er stadig en funktion som er ret unik. Én ting skal man dog lige være opmærksom på, GPS funktionen tapper batteriet noget hurtigere, så man bør kun bruge den hvis det er nødvendigt.

Via programvælgeren øverst på Panasonic Lumix DMC-TZ30 har du mulighed for at vælge imellem følgende tilstande

  • iA: Intelligen auto, fuld automatisk tilstand hvor der ikke er behov for at indstille noget som helst
  • P: AE program
  • A: Semi-manuel tilstand, blændeprioiteret
  • S: Semi-manuel tilstand, lukker-prioriteret
  • M: Manuel tilstand
  • C1 + C2: Her kan du oprette 2 forskellige tilstande, efter eget ønske med de indstillinger du bruger oftest,
  • 3D: Mulighed for at optage 3D foto’s til visning på 3D tv og pc skærme
  • Scn: Vælg mellem 18 prædefinerede scenetilstande, lige fra portræt, til landskab, kæledyr og HDR.
  • Kreative kontrol: Brug forskellige filtre, for sjove/kreative billeder. Bl.a. mulighed for miniature effekt, blød fokus og meget andet.

Du mangler bestemt ikke muligheder for at udfolde dig kreativt, uanset om du er til det manuelle, semi-automatisk eller det automatiske.

Betjeningen af Panasonic Lumix DMC-TZ30 er meget brugervenlig og intuitiv – man føler sig ret hurtigt hjemme og den gode, beskrivende menu på dansk er med til at fuldende oplevelsen. Betjeningen sker både via knapperne bagpå og via touchskærmen – hvor du bl.a. kan vælge fokuspunkt. Dette gør det nemt at ramme præcist det sted man gerne vil ligge fokus og så er det lynhurtigt at bruge.

Billedkvalitet
Panasonic Lumix DMC-TZ30 er rig på features og med 14 megapixel opløsning og 20x optisk zoom er vi pludselig i en ret spændende klasse – for Panasonic Lumix DMC-TZ30 fylder jo ikke meget mere end et alm. kompaktkamera.

Jeg har testet Panasonic Lumix DMC-TZ30 under en lang række forhold, dvs. både ude og inde med både dagslys, tusmørke og det der er værre og billedet er som vi kender det fra de fleste andre kompakt og superzoom kameraer. Udendørs, i dagslys er billederne fremragende, flotte farver, god skarphed og hurtig til at tage billedet når man trykker på udløseren. Der hvor “problemerne” opstår er ved dæmpet belysning, hvad enten vi er inde eller ude. Her har billederne en tendens til at blive en smule grynede uden blitz og bruger man blitzen får man et ret hårdt og kunstigt lys så dette anbefaler jeg derfor som udgangspunkt ikke. Panasonic Lumix DMC-TZ30 er dog bestemt ikke alene her, for det er meget få kompakt og/eller superzoom kameraer der er særligt gode så snart lysforholdene ikke er optimale.

Ved at bruge nogle af de indbyggede scenetilstande er det dog muligt at få lidt bedre resultater end ved iA tilstand.

Samlet set er billedkvaliteten som jeg havde forventet det, altså ganske glimrende – og i sær flot at den bevares ved 20x zoom. Billedstabiliseringen fortjener også en tak i samme ombæring, den virker altså ret godt!

I galleriet nedenfor findes forskellige billeder taget med Panasonic Lumix DMC-TZ30. Fælles for dem alle er at de hverken er redigerede eller beskårede. Der er dog brugt forskellige filtre og indstillinger på kameraet ved enkelte billeder.

http://samples.mydigitalphotos.dk/#124

 Videokvalitet
De fleste andre Panasonic kameraer Jeg har anmeldt gennem tiden, har alle haft en videodel der var ret god set i forhold til pris og “alder” og Panasonic Lumix DMC-TZ30 er ingen undtagelse.

Videooptagelse foregår i op til Full HD opløsning, hvilket der i dag ikke er noget specielt ved, men videooptagelserne formår at være klare og tydelige selvom lysforholdene ikke er helt optimale. Jo mere lys, jo bedre video dog.

Billedstabiliseringen virker også fremragende under videooptagelse og man slipper for den trælse “hakkende” håndholdte videooptagelse af familiens ferie eller lignende.

Du kan naturligvis også bruge filtre, scenetilstande mv. ved videooptagelse og der kan også pilles lidt ved manuelle indstillinger hvis man ønsker dette, men ellers kører alt som det skal, uden man skal pille ved noget.

Nedenfor findes en video optaget med Panasonic Lumix DMC-TZ30 i Full HD kvalitet.

Konklusion
Som de tidligere TZ-modeller er Panasonic Lumix DMC-TZ30 er dejligt bekendtskab. Du får et kamera i en ret kompakt og robust indpakning, der samtidig er spækket med features som bl.a. 20x optisk zoom som er ret meget for at kamera af denne størrelse, indbygget GPS, Full HD video, High Speed video, mulighed for at tage 3D billeder og meget andet.

Billede og videokvaliteten er ligeledes glimrende, men som de fleste andre kompakt og superzoom, kommer Panasonic Lumix DMC-TZ30 lidt til kort når lysforholdene er udfordrende – dog primært på stillbilleder, video klares noget bedre. Det er helt klart videodelen hvor jeg mener at Panasonic Lumix DMC-TZ30 er en forbedring i forhold til tidligere modeller, på stillbillederne er forskellen set med mine øjne ikke synderligt stor.

Panasonic Lumix DMC-TZ30 fortsætter “TZ-arven” og er efter min mening et af markedets bedste superzoom kameraer i kompakt indpakning, selvom det ikke byder på de store overraskelser, men snarere små forbedringer hist og her i forhold til tidligere modeller. Men igen, hvorfor også ændre radikalt på noget man bare ved fungerer?

+
Masser af zoom
Fyldt med features
God video


Mangler “wow” effekten
Touchskærm bruges kun delvist til betjening

Karakter
★★★★½
85 %

Pris og tilgængelighed
Set til 2749,-

Find den bedste pris på Panasonic Lumix DMC-TZ30

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Panasonic

Om Noel Christensen

Noel er grundlægger og redaktør på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Canon EOS 7D samt Panasonic Lumix DMC-G5.

51 comments

  1. Benny Back Christiansen

    Jeg har et TZ20 der også tager billeder af sig selv når man vipper linsen opad f eks mod loftet vildt irriterende.

    Med venlig hilsen
    Benny Back Christiansen

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox