Lensbaby Composer Pro

Måske har du set og hørt om Lensbaby objektiver og er nysgerrig på hvad det egentlig er for noget. Måske har du vidste du slet ikke at Lensbaby eksisterede – uanset hvad, kan du her læse mere om et objektiv, som ikke er som nogen andre objektiver.

Hvad er der i kassen?
Lensbaby Composer Pro kommer i en indbydende grøn kvadratisk æske. Heri finder du en lille stofpose, en vejledning til objektivet, et blændesæt og selve objektivet. Jeg er imponeret og må inden vi går videre, rose Lensbaby for den lækre indpakning.

Beskrivelse
Lensbaby har eksisteret i 7 år. Vi skrev første gang om et Lensbaby objektiv, Lensbaby Composer i 2009. Lensbaby har i øjeblikket 6 forskellige objektiver i deres sortiment, samt forskellige optiker, og i slutningen marts 2012 kommer et nyt optik, Edge 80 Optic. Vi har lånt et Lensbaby Composer Pro 50 mm f2.0 objektiv og dobbelt glas optik.

Lensbaby Composer Pro er bygget op af en bajonet, hvorpå ”optikhuset” er placeret og kan tiltes alle veje, på samme måde som et kuglehoved fungerer. Det er bygget i metal og virker som god kvalitet, og er en opgradering af Lensbaby Composer, men kan ikke sammenlignes med andre kvalitetsobjektiver.

På mit Nikon D90, skal kameraet indstilles på manuel for at Lensbaby Composer Pro fungerer med kameraet andre kameraer skal muligvis indstilles ”aperture”.

Blændeindstillingsmulighederne er flyttet fra kameraets knapper til objektivet. Man ændrer blænden i objektivet ved at skifte blænderingen ud, som sidder fast vha. 3 magneter inde i objektivet. Blænderingene er på størrelse med en 2-krone og du kan vælge mellem følgende blænder; 2.0 (uden nogen ring) 2.8, 4, 5.6, 8, 11, 16, 22. Ringene udskiftes ved at tage den lille blændetang, hvor der er monteret en magnet for enden, og hive ringen op med og derpå sætte den ønskede blændering i.

For mange vil dette virke meget omstændigt og for andre vil det være både skægt og hyggeligt.

Lensbaby Composer pro henvender sig til særlig type kreative fotografer og styringen er ikke som man normalt er vant er til. Der er ikke noget, der hedder autofokus med Lensbaby Composer Pro, vi har prøvet manuel fokus før, men samtidig med fokusringen, kan man også tilte optikhuset. Man kan løsne og stramme drejekuglen, der tilter optikhuset så følsomheden justeres.

Composer Pro er designet således, at den giver et blød punkt med skarp fokus som fader ud i sløring også kaldet ”sweet spot fokus”. Dette fokuspunkt kan flyttes ved at tilte objektivhuset.

Kombinationen af fokuseringspunkt, manuelfokus og tiltfunktion giver en helt ny og kreativ måde at styre sit kamera og sine billeder på og man får en effekt, som ikke kan opnås med almindelige objektiver.

Lensbaby tilbyder en lang række tilbehør til dine Lensbaby objektiver; konvertere, anderledes blændesæt med f.eks. hjerteform, makrokit, forskellige optikker m.m. Så hvis først du har fået smag for denne måde at fotografere på, er der rig mulighed for at udvide og udvikle kreativiteten.

Billedkvalitet
Lensbaby objektivernes udformning og billederesultater, er ikke af en sådan karakter hvor billedkvalitet er relevant at snakke om og det er faktisk også svært at vurdere. Det er nærmere det kunstneriske, kreative eller æstetiske om du vil, der tæller her.

Se eksempler på billeder her.

http://samples.mydigitalphotos.dk/#123

Specifikationer
Længde: 5,7 cm
Diameter: 6,4 cm
Vægt: 105 g
Brændvidde: 50 mm
Max blænde: 2.0
Min blænde: 22
Nærgrænse: 45 cm
Kompatibel med Lensbaby Optic Swap System
Kuglehoved i metal

Konklusion
Personligt elsker jeg autofokus og det var en stor omvæltning, at få Lensbaby Composer Pro sat på mit kamerahus. Med  Lensbaby Composer Pro sat på dit kamerahus, skal du være forberedt på en ny måde, at tage billeder på. Det kræver tilvænning, men hvis du er vant til, at tage billeder, vil du indenfor 10-15 min. forstå den lidt anderledes måde at fotografere på. Enten vil du elske kreativiteten eller også vil du savne dit ”almindelige” objektiv.

Hvis du synes godt om den slørede effekt, som Lensbaby Composer Pro giver dit billede, skal du være klar over, at du også kan skabe den samme effekt på dine gamle og kommende billeder taget med et almindeligt objektiv, vha et redigeringsprogram som f.eks. Adobe Photoshop Elements eller Adobe Photoshop CS5.

Hvis du ikke er fortrolig med manuel indstillingen på dit kamera og heller ikke er helt fortrolig med begreberne lukketid og blænde og disses indvirken på dit billedresultat vil Lensbaby Composer Pro være en god måde at lege dig til denne forståelse.

Lensbaby objektiver er bestemt ikke for hvem som helst. Det er en anderledes og særlig måde at fotografere på og der vil helt sikkert være fotograferer, som vil elske det.

Jeg er personligt ikke så begejstret for Lensbaby Composer Pro, men jeg er vild med den kreative, legende og samtidig nærværende fotografering som der bydes op til.

+
Det er anderledes og sjovt.
Sløringseffekt lige ud af kameraet
Nærværende fotografering


Besværligt at skifte blænde
Manuel fokus

Karakter
★★★☆☆
60%

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 2600,-
Set til 1672,-

Find den bedste pris på Lensbaby Composer Pro

Anmeldt af
Sune Dadda Karma Harms

Udlånt af
Focus Nordic

Om Sune Dadda Karma Harms

Skribent på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Nikon D800 og Canon G7X.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox