Canon IXUS 230 HS

I slutningen af August 2011 lancerede Canon to nye PowerShot modeller, deriblandt Canon IXUS 230 HS som vi har fornøjelsen af denne gang.

Canon IXUS 230 HS er et vaskeægte lommekamera, men stadig med ret stærke specifikationer på papiret, bl.a. 12,1 megapixel opløsning, 28mm vidvinkel, 8x optisk zoom, Full HD og High-Speed video.

Lad os se på hvordan det er lykkedes Canon at stoppe så meget ind i et så kompakt kamerahus.

Hvad er der i kassen?
Canon IXUS 230 HS kommer i den traditionelle lille mint-grønne æske med billede af kameraet og de vigtigste features påtrykt æsken.

I æsken finder man kameraet, usb kabel, batterioplader, genopladeligt batteri, håndledsrem og manualer.

Design og funktionalitet
Kameraet er utrolig kompakt, det er det første man tænker når Canon IXUS 230 HS bliver hevet op af æsken. Målene siger 95,8 x 56,8 x 22,1 mm og vægten 140 gram, hvilket er ret imponerende når man kigger på specifikationerne!

Kameraet følger den vanlige IXUS stil, med et stilfuldt og slankt metalhus der fås i 6 friske farver. At man vælger at bruge metal til kamerahuset gør at det virker mere eksklusivt, og lækkert – samtidig med at det formentlig er lidt mere modstandsdygtig overfor stød og slag. Generelt er fisnishen høj, og både knapper stik og låger virker til at være af høj kvalitet.

På forsiden af Canon IXUS 230 HS er det objektivet med 28mm vidvinkel, 8x optisk zoom og billedstabilisering der optager størstedelen af pladsen, derudover den indbyggede flash og AF-hjælpelys.

På højre side, set bagfra, finder man noget lidt utraditionelt, nemlig knap til skift mellem auto og mere manuelle tilstande, samt en menu knap, derudover en låge fra top til bund der gemmer på HDMI og AV stikket. På bagsiden er skærmen på 3,0″ det dominerende element, men en dedikeret videoknap, menu og playback er der fundet plads til.

På toppen af Canon IXUS 230 HS er der en on/off knap, udløser med zoomkontrol og stereomikrofonen kan man også ane. I bunden gevind til stativ, og batteriluge hvor også SD hukommelseskortet gemmer sig.

Nedenfor findes en video hvor du får en kort gennemgang af Canon IXUS 230 HS samt de væsentligste funktioner.

Du kan bruge på 2 måder, grundlæggende, enten via “Auto” som klarer alt selv, eller du kan stille kameraet på den mere manuelle tilstand hvor kameraet, eller du, indstiller sig efter motivet.

Benytter du Canon IXUS 230 HS i den fuldautomastiske tilstand, kan du egentlig kun selv vælge billedformat, kvalitet og størrelse på video – her er ikke mulighed for at pille yderligere. Denne tilstand er perfekt til 100% point and shoot, hvor det skal gå hurtigt, eller det måske er børnene der skal bruge kamaeraet.

Skifter du derimod over på den mere manuelle tilstand, så får du pludselig rigtig mange tilstande at vælge imellem;
Program, filmresume, portræt, børn og kæledyr, intelligent lukker, kontinuerlig (hurtig), valg af bedste billede, håndholdt natmotiv, svag belysning, vidvinkel effekt, miniature effekt, legetøjskameraeffekt, monokrom, super vivid, plakateffekt, farve tone, farve swap, strand, løv, sne, fyrværkeri, langsom lukker, panorama, iFrame film og superslowmotion film.

Det er noget af en liste, og det kan undre at Canon har valgt at samle alle tilstande til både stillbilleder og video, et sted. Det gør unægtelig listen lidt lang at blande igennem, hvis man ikke lige kan huske hvor på listen man finder den tilstand man ønsker.

Når du skal vælge en tilstand, skal du først trykke på func. set knappen, vælge “optage mode” og så bladre til den ønskede tilstand. Det er altså lidt besværligt og kunne godt have været gjort lidt nemmere at komme til efter min mening. Menuerne er dog nemme at finde rundt i, informative og naturligvis foregår det på dansk.

Hvis du er vild med kreative billeder, men ikke selv gider bøvle med billedbehandling efterfølgende, så giver Canon IXUS 230 HS dig mange muligheder for at tage billederne med effekterne direkte, ex. monokrome billeder, billeder med vidvinkeleffekt som man kender fra skater-vidoer, eller miniature effekt der får bygninger mv. til at ligne noget man kunne lege med, alt sammen rigtig sjove effekter til dine billeder. Der er generelt masser af muligheder for selv at have indflydelse på indstillingerne, uden at det dog bliver alt for nørdet.

Udover en masse sjove og skægge tilstande, så har Canon IXUS 230 HS også mulighed for at optage high-speed video, altså video der kan vise alt det man ikke lige kan nå at opfatte – og her er også basis for sjove og kreative videoer, hvor vandglasset der tømmes eller fyldes vel efterhånden er en klassiker.

Man skal ikke lade sig narre af at Canon IXUS 230 HS “kun” har 12,1 megapixel opløsning, for det er altså ikke nødvendigvis lykken med masser af megapixels, et godt objektiv derimod, det er vigtigt – og dette plejer Canon altså at have ret godt styr på. Med 8x optisk zoom, og billedstabilisering, får du faktisk ret meget zoom i forhold til at der er tale om et ægte lommekamera, når vi er nede i disse fysiske størrelser må man ofte nøjes med 4x optisk zoom, og her dobler vi altså op. Rent praktisk betyder det at du kan komme tættere på dine motiver, uden at skulle flytte dig, det kan især være en forhold hvis du fotografere dyr eller andet som ikke lader dig komme tæt på rent fysisk.

Netop zoom funktionen fungerer faktisk ret godt, den er rimelig lydsvag i brug og hurtig til at reagere når man  zoomer ind eller. Billedstabiliseringen er også næsten helt lydløs, hvor den nogle gange kan have en rigtig træls “knasende” lyd – det er slet ikke tilfældet her. Når du har taget et billede, er Canon IXUS 230 HS hurtigt klar til næste billede, selv i auto tilstanden, dvs. du har rig mulighed for at opfange situationerne når de sker, og skal sjældent vente på at Canon IXUS 230 HS bliver “klar”.

Canon IXUS 230 HS understøtter naturligvis ansigtsgenkendelse, AF tracking ol., og det er nemt tilgængeligt på skærmen som også fungere som søger. På skærmen har du alle de gængse informationer nemt tilgængeligt, og du kan nemt og hurtigt slå bl.a. AF tracking til og fra, blitz til/fra osv…

Betragtningsvinklen på skærmen er ligeledes rigtig god, og opløsningen på 461.000 pixels er lidt over gennemsnittet, og det betyder at du får et godt indtryk af kvaliteten på billederne, allerede på Canon IXUS 230 HS’s skærm.

På videosiden er Canon IXUS 230 HS helt “up to date” og understøtter optagelse i Full HD kvalitet, altså 1080p, men du kan også vælge at optage i 640 x480 eller 1280×720 (720p/HD) hvis Full HD ikke er nødvendige, de 2 andre kan være fine til upload til Facebook, til at vedhæfte en e-maile eller lignende. Derudover kan du også optage High Speed film som jeg kort var inde på tidligere, og dette foregår med 240 eller 120 billeder/sekundet i bedste opløsning.

Billedekvalitet
Canon IXUS 230 HS er et 12 megapixel kamera, og selvom det ikke lyder af meget – så skal man ikke lade sig narre, for tal er ikke alt. Derudover er Canon IXUS 230 HS udstyret med 28mm vidvinkel, hvilket i praksis betyder at du har “plads til meget” på billedet, og det kommer særligt til gavn ved landskabs og oversigtsbilleder. Har du brug for at komme tæt på, er muligheden der også, for der er 8x optisk zoom – ret imponerende for et kamera af denne størrelse. Slutteligt er der, naturligvis fristet man til at sige, billedstabilisering, som hjælper til med at undgå uskarpe og rystede billeder.

Canon fremhæver billedsensoren som meget lysfølsom, og sammen med Digic 4 processoren skulle dette give ret gode resultater under dårlige lysforhold, og her må jeg give Canon ret. Canon IXUS 230 HS er afgjort et af de bedre kameraer når vi snakker billeder taget i tusmørke, indendørs ol., altså hvor lysforholdene generelt ikke er gode. Det er et sted hvor langt de fleste kompaktkameraer falder fuldstændig igennem, men Canon IXUS 230 HS klarer sig væsentligt bedre end gennemsnittet.

Hele generelt tager Canon IXUS 230 HS glimrende billeder, og de mange tilsande og scenetilstande gør det til en leg at få sjove billeder i kassen. Farverne er pæne og mættede, billederne skarpe og det håndterer både meget og lidt lys ret godt.

Nedenfor findes en række billeder taget med Canon IXUS 230 HS, fælles for dem alle er at de hverken er redigerede eller beskårede.

http://samples.mydigitalphotos.dk/#119

Videokvalitet
Med Canon IXUS 230 HS kan du optage i en lang række opløsninger, helt op til 1920 x 1080, altså kaldet 1080p eller Full HD – kært barn har mange navne. Derudover har du mulighed for at optage i High Speed med enten 120 eller 240 billeder i sekundet. Det er sjældent man får high speed video i et kamera af denne beskedne størrelse, og det er blot med til at hæve helhedsindtrykket.

Kvaliteten af video optaget med Canon IXUS 230 HS er ganske glimrende, og ligesom med stillbillederne, så klarer Canon IXUS 230 HS sig væsentligt bedre end mange af konkurrenterne under svage lysforhold, bl.a. har jeg testet Canon IXUS 230 HS i en underjordisk gang med akvarier og her er billedet klart og tydeligt, hvor man kunne have frygtet at billedet blev grynet og/eller grumset.

Nedenfor findes en video optaget med Canon IXUS 230 HS i Full HD opløsning.

Nedenfor findes en High Speed video optaget med Canon IXUS 230 HS, med 240 billeder/sekundet.

Konklusion
Jeg må erkende at min første tanke omkring Canon IXUS 230 HS var at det bare var endnu et IXUS kamera, som vi har set så mange gange før. Altså et glimrende kamera uden de helt store overraskelser… Min “frygt” blev dog hurtigt gjort det skamme, for Canon IXUS 230 HS overrasker på flere områder, bl.a. er det et af de mindste lommekameraer med 8x optisk zoom, det klarer sig rigtig fint under dårlige lysforhold, hvor de fleste andre kompaktkameraer falder igennem, designet er stadig rigtig lækkert, og det fylder næsten ingenting. Lig dertil High Speed video, og Full HD video – og du har et kompaktkamera man vel egentlig ikke kan ønske sig mere af?

Med andre ord, så tror jeg Canon IXUS 230 HS er et rigtig godt bud på det ultimative lommekamera lige nu.

+
Lysfølsom sensor
High Speed Video
Masser af features


Lidt besværlig skift mellem tilstande
Knap til skift mellem auto/semi-automatisk tilstand er ikke nem at bruge

Karakter
★★★★½
90 %

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: ?
Set til 1685,-

Find den bedste pris på Canon IXUS 230 HS

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Canon

Om Noel Christensen

Noel er grundlægger og redaktør på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Canon EOS 7D samt Panasonic Lumix DMC-G5.

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox