Anmeldelse: Walimex Studiesæt + 50 cm fototelt

walimex-Studioset-125-125-125-mit-Lichtwuerfel-50cm_b6.png

Hvis man vil tage nogle fantastiske produktfotos, enten til Ebay, Den blå avis eller sin egen webshop, så bliver det så meget nemmere med et fototelt. Jeg har kigget nærmere på et sæt fra Walimex der indeholder 3 dagslyslamper og et 50 cm fototelt med 4 baggrunde. Fordelen ved at benytte et fototelt er at man har 100% styr på belysningen, og kan lave fotos uden synlige skygger. Det er også muligt at lave fotos hvor baggrunden “forsvinder”, så billedet får et professionelt look.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder man 3 lamper, af arkitektlampe-typen, der kan justeres og drejes i alle retninger. Der er to lamper på 44 cm, til sidebelysning, og en lampe på 72 cm til topbelysning. Lamperne har beslag der spændes på kanten af et bord, og kan sidde både lodret og vandret. Lamperne bliver leveret med 25 watt sparepærer, der giver lys som en 125 watt glødepære. De bliver ikke varme, så man kan placere lamperne helt op ad teltet hvis man ønsker det, uden at være bange for at de skal brænde hul i stoffet. Selve lysteltet er 50 cm på hver led, og er af pop-up typen. Det vil sige at det er lavet med fjederstål i alle kanterne, og det kan derfor foldes sammen til en meget kompakt størrelse. Med teltet er der også 4 ensfarvede baggrunde, en hvid, en sort, en rød og en blå.

walimex-Studioset-125-125-125-mit-Lichtwuerfel-50cm.png

Funktionalitet

Det første man skal gøre at finde et bord der er egnet til at stille teltet op, og sætte lamperne fast. Det skal helst været i et rum hvor man kan slukke alt andet lys end de tre lamper, så har man 100% styr på lyset, og man kan nemmere gentage en bestemt lyssætning senere. Man lyner så det meget kompakte hylster op, hvor man finder teltet og de fire baggrunde. Man skal lige holde lidt fast i teltet, så det ikke folder sig ud uventet og voldsomt.

12481_2

Når teltet er foldet ud, så skal man vælge baggrundsfarve. Den hvide farve gør det nemt at få baggrunden til at “forsvinde” på fotoet, det samme gælder den sorte. Den blå og den røde kan man vælge hvis motivet har en farve der giver en kontrast mod disse.  Baggrunden sætter man nemt fast inden i teltet med velcro. De bliver leveret foldet, og de folder der er i dem kan godt gøre det svært at få baggrunden til at se jævn ud. Jeg valgte at forsigtigt stryge dem. Jeg lagde et viskestykke henover baggrunden og strøg det med et dampstrygejern. Det tog de fleste folder, og gjorde det meget nemmere at arbejde med baggrundene. Derefter sætter man lamperne op, typisk en på hver side af teltet og en over toppen. Lamperne lyser igennem de hvide teltsider og giver et flot blødt lys inden i teltet.

Jeg startede med den hvide baggrund og valgte en træfigur til at være mit forsøgsmotiv. Efter en del forsøg, så endte jeg med at få taget dette billede, som jeg faktisk synes er udmærket efter at kun at have 20 minutters erfaring med studie sættet.

LLO_5630_Lars

Det er ikke efterbehandlet på nogen måde, blot beskåret. Jeg fandt ud af man skal justere på kameraets eksponeringskontrol for at få baggrunden lys nok. Jeg endte med +2.0 i eksponeringskompensation. Derefter skiftede jeg til den sorte baggrund, og her skal man også justere på eksponeringen, blot i den modsatte retning. Jeg endte med en justering på -1.3 til dette billede.

LLO_5658_Lars

Det er ikke svært at bruge sættet, man lærer meget om lyssætning, da man lynhurtigt kan se effekten af at flytte på en af lyskilderne i forhold til motivet. Jeg satte den røde baggrund i teltet, og forsøgte at placere en lampe bagved teltet for at lyse baggrunden op. Resultatet blev udmærket, så den mulighed har man også med sættet.

LLO_5676_Lars

Billeder man kan lave med sættet er ganske gode, og hvis man lige bruger 5 minutter på at redigerer dem (noget jeg ikke har gjort med billederne i denne anmeldelse) så har man nogle yderst hæderlige produktfotos.

Konklusion

Delene i sættet virker, men det er ikke høj kvalitet. F.eks. er beslagene på lamperne lavet af plast, hvor jeg er sikker på at metalbeslag vil have en længere levetid.

walimex-3stk-daylights-3x-125w

Lampeskærmene sidder heller ikke særligt godt fast på lamperne, men når det er sagt, så synes jeg det er et udmærket sæt til prisen. For under 1000 kroner får man 3 dagslyslamper, og et velfungerende lystelt med 4 baggrunde, det kan ikke rigtigt gøres billigere. Og selv om det ikke oser af høj kvalitet, så virker det som det skal. Det er et fint sæt til fotografen der vil prøve kræfter med skyggefri lyssætning og flotte produktfotos. Det tager ikke mange minutter at sætte op og pakke sammen. Dog skulle jeg lige se en youtube video med instruktioner før jeg fandt ud af at folde teltet sammen igen, så det kan være i det lille hylster. Men efter et par gange, så får man taget på det. Alt i alt, et fint sæt til prisen der gør hvad det lover, uden at koste en formue.

LLO_5607_Lars

Karakter

mydigitalphotos_35stars

Pris og tilgængelighed

Set til 975,- hos Photogadget.dk

Om Lars Lund Olsen

Lars er skribent på MyDigitalPhotos.dk Benytter Nikon DSLR samt Nikon CoolPix AW120.

One comment

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox