Anmeldelse: Panasonic Lumix DMC-TZ7

dmc-tz7-k_1zooma1001001a09a20a92549g00587

Panasonic Lumix DMC-TZ7 er et af de seneste medlemmer af TZ-serien, og blev lanceret tilbage i April måned. Dengang blevet det lanceret som verdens mindste digitalkamera med 12x optisk zoom, og features som HD Video, Intelligent Auto funktion, 25mm vidvinkel og 3″ skærm var nogle af de features som Panasonic slog på.

Panasonic Lumix DMC-TZ7 blev lanceret samtidigt med Panasonic Lumix DMC-TZ6 som vi netop har anmeldt her på sitet, hvor TZ6’eren blev lanceret som en lidt mere skrabet udgave. TZ6’eren fik rigtig megen ros, så det bliver spændende at se om TZ7’eren er merprisen værd, og lever op til forventningerne.

Hvad er der i kassen?
Panasonic Lumix DMC-TZ7 leveres i en pæn mørkeblå æske, og denne er bogstavelig talt stoppet til randen med følgende:

– Manualer
– CD med software
– Batterilader
– Batteri
– AV Kabel
– USB Kabel
– Strømkabel
– Håndledsrem

Det medfølgende tilbehør er det samme som lillebroderen, TZ6, kan tilbyde, og der er alt hvad man har behov for, med undtagelse af et SD/SDHC hukommelseskort som skal købes ved siden af.

dmc-tz7_05

Første indtryk
Da Panasonic Lumix DMC-TZ6 netop er blevet anmeldt her på sitet, er det meget nærliggende at sammenligne med denne model, og lighederne er meget tydelige – kameraet er næsten helt identisk udenpå, men Panasonic Lumix DMC-TZ7 har fået tilføjet et dedikeret knap til videooptagelse, stereo-mikrofon på toppen af kameraet.

Som lillebroderen TZ6, har man et rigtig godt greb på Panasonic Lumix DMC-TZ7, da det er udformet med et lille greb i højre side af kameraet og har en tilpas vægt.

Panasonic Lumix DMC-TZ7 er et ganske nydeligt kamera, om end det måske virker lidt anonymt. Den udvendige kvalitet og finish er middelmådig, men det virker solidt og både skærm og knapper sidder logisk placeret.

Design & Betjening
Som tidligere nævnt, så er Panasonic Lumix DMC-TZ7 ganske nydeligt, har en vægt der er godt afstemt med størrelsen på kameraet – vægten er ca. 229 gram med batteri og hukommelseskort.

Materialet er en kombination af plast og metal, nøjagtig som TZ6’eren, og selvom finishen ikke ligefrem skriger luksus, så passer det fint kameraet og virker solidt.

Vi starter ud med en tur rundt om kameraet. På toppen af Panasonic Lumix DMC-TZ7 finder vi on/off knap, udløser, zoomkontrol, tilstandsvælger og stereomikrofonen som bruges ved videooptagelse.

dmc-tz7_02

På fronten er det store Leica objektiv med 25mm vidvinkel det mest dominerede, men Panasonic har også fundet plads til en AF hjælpelampe samt blitz.

dmc-tz7_01

I bunden af kameraet er lågen der gemmer batteri og SD hukommelses, og gevind hvis kameraet skal monteres på stativ.

Bagsiden domineres af den store 3,0″ LCD skærm, dedikeret knap til videooptagelse, skift mellem optagelse/afspilning, navigeringsknapper til brug i menuer samt display og Q.menu knap.

dmc-tz7_03

På siden er der blevet plads til et miniHDMI og et kombineret USB og AV stik som bruges ved tilkobling til PC eller TV der ikke understøtter HDMI.

Knapperne er alle placeret så de er nemt tilgængelige når man fotografere, og kameraet kan godt betjenes med én hånd, selvom man har langt bedre kontrol over kameraet ved brug af begge hænder. Det eneste ankepunkt til den udvendige konstruktion af Panasonic Lumix DMC-TZ7, er, ligesom Panasonic Lumix DMC-TZ6, at tilstandsvælgeren på toppen er alt for løs, her kunne man godt bruge større modstand i hjulet, da det meget nemt kan drejes. Det er heldigvis en ret lille ting, men det kan være et irritationsmoment.

Menuen på Panasonic Lumix DMC-TZ7 er på dansk, og antallet af muligheder afhænger af den valgte tilstand, ex. giver “Intelligent Auto” ikke adgang til nær så mange menupunkter, som tilstanden “Normal billedfunktion”, som giver mulighed for at tilpasse alverdens indstillinger. Jeg synes denne features er rigtig fin, da folk der ikke normalt er vant til at rode med kameraindstillingerne, ikke bliver skræmt over en stor og uoverskueligt menu fyldt med fagudtryk. 

dmc-tz7_04

Funktionalitet
Panasonic Lumix DMC-TZ7 byder på 5 tilstande, som vælges via tilstandsvælgeren øverst på kameraet, her kan man vælge imellem Intelligent Auto, Normalt Billede, Min Scene 1, Min Scene 2 , Scenefunktion og Udklipsholder.

Intelligent Auto er en tilstand som automatisk tilpasser sig efter motivet, ved hjælp af de foruddefinerede scenetilstande. Denne tilstand fungerer rigtig fint, og kameraet registrerer hurtigt om der er tale om portræt, landskab, makro eller lignende motiver. Der vil naturligvis være motiver den ikke umiddelbart kan placere blandt de mange foruddefinerede tilstande, men overordnet set er denne funktion meget velegnet til hverdagsbrug, hvor man hverken har tid eller lyst til at vælge en af de mange scene tilstande.

Min Scene 1 og Min Scene 2 giver brugeren mulighed for at lave sine egne “Scene Tilstande” med alle de tilrettelser man ønsker, dette kan være en god feature hvis man ofte fotografere en speciel type motiver, som kræver særlige indstillinger.

Scenefunktionen giver adgang til hele 27 tilstande, ex. levende lys, selvportræt, kæledyr, stjernehimmel og mange flere. Her burde man næsten altid kunne finde en tilstand er passer til ens motiv, og der er også en masse sjove tilstande som ikke nødvendigvis giver bedre billeder, men som kan være sjove at bruge, ex. sandblæst og hulkamera som giver sjove effekter til billederne.

På den mere tekniske side er Panasonic Lumix DMC-TZ7 udstyret med et 10,1 megapixels Leica objektiv med 25mm vidvinkel og hele 12x optisk zoom, hvilket er ret usædvanligt for et kompaktkamera. Denne sammensætning gør Panasonic Lumix DMC-TZ7 utrolig alsidigt, da du kan fotografere flotte landskaber og nærbilleder med de 12x optisk zoom. De 12x optisk zoom svarer til 25-300mm hvis det omregnes til et alm. 35mm filmkamera, hvilket er utroligt for et kamera der kun vejer 229 gram og ikke fylder noget særligt.

Panasonic Lumix DMC-TZ7 er naturligvis også udstyret med billedstabilisering, som man nyder godt af når man benytter zoomfunktionen, da den hjælper med at holde kameraet stille så motivet ikke bliver sløret. Modsat mange af konkurrenterne er både zoomfunktionen og den indbyggede billedstabilisering meget støjsvage i brug, og man bliver ikke generet af støjen fra disse. Autofokussen er også yderst støjsvag, præcis og kameraet giver en advarsel hvis man rent fysisk er for tæt på motivet til at det kan fokusere.

Videooptagelsen er en af Panasonic Lumix DMC-TZ7’s store forcer, da det optager 720p (1280×720) HD video i AVCHD formatet, som kan afspilles direkte via HDMI udgangen. Ydermere optages lyden i stereo, hvor mange af konkurrenterne kun tilbyder monolyd ved videooptagelse. Ved videooptagelse er det muligt at benytte de 12x optisk zoom, og zoomer man under optagelse er zoomfunktionen lidt langsommere end ved stillbilleder, men dette er kun en fordel da det giver et mere glidende og pænere resultat.

Software
Panasonic Lumix DMC-TZ7 leveres med en softwarepakke bestående af følgende applikationer:
PHOTOfunSTUDIO v3.0 HD Edition
ArcSoft (MediaImpression / Panorama Maker)
USB Driver
QuickTime

Det er applikationer der nok primært henvender sig til børn og unge, samt dem der ønsker at tilføje sjove effekter til sine billeder, da der ikke er tale om decideret billedredigeringssoftware. Det er ikke umiddelbart applikation jeg personligt finder ret brugbare, men de medfølger og kan bruges såfremt man ønsker det. 

Billedkvalitet
Da jeg tidligere på måneden anmeldte Panasonic Lumix DMC-TZ6 blev jeg yderst positivt overrasket over billedkvaliteten, og storebroderen Panasonic Lumix DMC-TZ7 har bestemt ikke skuffet i denne sammenhæng. Det hænger formentlig også sammen med at de begge er udstyret med et Leica objektiv med 10,1 megapixels, i en rigtig god kvalitet.

Billederne taget med Panasonic Lumix DMC-TZ7 er generelt skarpe, detaljegraden er høj og der er godt styr på farver og kontrast. Jeg har endnu ikke oplevet at farverne har været helt ved siden af, eller detaljer i fokusområdet har manglet.

Nedenfor findes en række forskellige billeder, alle taget med Panasonic Lumix DMC-TZ7. Fælles for dem alle er at de hverken er redigerede eller beskåret, det er billedfilerne direkte fra kameraet.

Klik her for at åbne galleriet i et nyt vindue.

Videokvalitet
En af defeatures som Panasonic Lumix DMC-TZ7 sælges på, er muligheden for at tage 720p video i AVCHD formatet, som giver en opløsning på 1280×720. Denne opløsning gør at videooptagelserne kan afspilles på et HD Ready eller Full HD TV, uden at billedet vil synes grovkornet.

Videofunktionen har overrasket mig meget positivt, da den optager glidende video i 720p, og selv steder med manglende belysning er videokvaliteten faktisk helt okay, som bl.a. kan ses i nedenstående videoklip hvor der bl.a. er en indendørsoptagelse i en smedje og en udendørs optagelse hvor der er helt mørkt. Samlet set har jeg ikke umiddelbart set en bedre videofunktion i et kompaktkamera i dette prisleje, og selvom man ikke nødvendigvis har brug for funktionen, så skal man nok blive rigtig glad for denne i længden, grundet den høje kvalitet. Jeg vil i hvert fald have svært ved at undvære videofunktionen, da nogle ting bedre kan illustreres med video frem for stillbilleder.

Specifikationer
– Leica DC Vario-Elmar objektiv med 25 mm vidvinkel
– 12 x optisk zoom (25 – 300 mm)
– Gengiver HD video (720p) i AVCHD format via HDMI
– Videooptagelse med iA funktioner og stillbilledfoto med Face Recognition
– 1/2,33″ CCD med en opløsning på 10,1 megapixel og Multi-format
– Stor 3″ LCD skærm (460.000 dot) med ekstra bred betragtningsvinkel

Konklusion
Jeg sidder “desværre” i nøjagtig samme situation som med Panasonic Lumix DMC-TZ6 som også blev skamrost, for Panasonic Lumix DMC-TZ7 er ganske enkelt et utrolig godt kamera som er meget alsidigt. Du har en billedkvalitet der er fremragende, 12x optisk zoom med billedstabilisering og mulighed for HD video i 720p – alt sammen funktioner som fungerer helt efter hensigten og på intet tidspunkt skuffer.

Jeg tør ikke tøve med at kalde Panasonic Lumix DMC-TZ7 for et af markedets absolut bedste kompaktkamera, og er man på udkig efter et kompaktkamera med god zoom og HD video – så bør man seriøst overveje Panasonic Lumix DMC-TZ7.

+
12x optisk zoom
HD Video med stereolyd
Dedikeret videoknap


Tilstands-vælgeren burde have større modstand.

Karakter
90%

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 3199,-
Klik her for at købe Panasonic Lumix DMC-TZ7 hos Befro.dk

Skrevet af
Noel Christensen

Udlånt af
Panasonic

Om Noel Christensen

Noel er grundlægger og redaktør på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Canon EOS 7D samt Panasonic Lumix DMC-G5.

70 comments

  1. Tak Noel, men hvorfor ikke kan man ikke sammenligne dem?
    Kan du ikke forklare mig forskellen? I din anmeldelse af TZ6’eren skriver du: “Jeg kunne sagtens finde på at lade mit spejlreflekskamera blive hjemme, og i stedet tage Panasonic Lumix DMC-TZ6 med på ture hvor man ikke ønsker at slæbe rundt med et stort kamera.”
    Fordelene ved et lommekamera er jo ret indlysende, og din begejstring for Lumix med Leica objektiv giver jo visse forventninger hos amatøren om en tilsvarende billedkvalitet? Det er derfor jeg spørger, om du tror, at jeg vil få et tilfredsstillende resultat, når jeg tager fotos af mine malerier? Vil kvaliteten være god nok til at andet end hjemmesiden og print i A4 størrelse? Er der andre formater end jpg? Kan jeg f.eks. kompensere ved at gemme i tif-format? Eller kræver det proffesionelt udstyr i en hel anden prisklasse, hvis man vil undgå forvrængninger? Jeg kunne bare godt tænke mig at slippe for at bruge tid med at redigere billederne og bevare kvaliteten. Jeg har tidligere brugt et analogt spejlreflex med Tamron objektiver og de senere år et digitalt Konica/Minolta Dimage G600.
    Hvordan vurderer du i øvrigt Olympos i prisklasse som Lumix?

    Venlig hilsen
    Ralf

  2. Hej Ralf,

    Det er svært at forklare forskellen, men jeg skal gerne forsøge. Med et D-SLR kamera har du først og fremmest mulighed for at skifte objektiv, så det kan tilpasses det givne motiv. Dernæst har du en lang række manuelle muligheder og en anden “dybde og skarphed” i billederne.

    Opløsningen, og kvaliteten, fra et TZ7 eller TZ6 kamera vil sagtens kunne gå til A3 print, så det er bestemt intet problem.

    Du kan desværre ikke optage i andet end JPEG med TZ6/7’eren.

    Mit bud vil være at et TZ6/7 vil være rigeligt til dig behov, men det kommer naturligvis an på hvad du forventer. Prøv at kig på nogle af de test-billeder jeg har taget med kameraet, og prøv evt. at download dem i org. størrelse – så burde du kunnne få et indtryk af om det er en kvalitet du vil kunne være tilfreds med.

    Jeg har desværre ikke et godt kendskab til Olympus, så her må jeg melde pas.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  3. Vibeke Stendorf

    Ang. Panasonic DMC-TZ7
    Jeg har købet dette apperat i efteråret 2009, efter at have undersøgt markedet grundigt, synes jeg. MEN jeg er i den grad skuffet over det kamera.
    Vi har taget oceaner af billeder der bare generelt er dårlige, for os at se må det være en ‘mandagsmodel’ vi har været uheldige at få, især når vi læser alle de gode test.

    1. Billederne er forvrængede, ex. skraldespanden står pænt lige, garagen ved siden af, ser ud som om den er ved at vælte. Lamperne over bordet, ser ud som om de er i stykker. Perspektivet er helt galt.

    2. Farverne er enten meget rød/orange eller meget blå/lilla, når der fotograferes inde.

    3. billederne er rystede, og der er meget støj. På samme billede kan to personer der sidder og taler sammen være uens, den ene helt skarp og den anden fuldstændig rystet.

    4. optagehastigheden fra et billede til et andet et ret langsom. Især sammenlignet med mit gamle Canon IXUS 70.

    Har haft kameraet sendt ind til forhandleren, det er tilsyneladende som det skal være, er beskeden. Har talt med Panasonic Danmark, der henviser til forhandleren. Kan det virkelig passe jeg er den eneste, er der ingen andre der har de samme problemer?
    Mv. Vibeke

  4. Hej Vibeke,

    Det lyder som om der er noget galt med indstillingerne, hvilken tilstand har du valgt, og har du prøvet at “resette” kameraet til fabriksindstillinger?

    Prøv evt. at send mig et billede eller to på noel@mydigitalphotos.dk, så skal jeg gerne se om jeg udfra disse kan se hvor fejlen ligger.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  5. Vibeke Stendorf

    Hej Noel,
    Ja jeg har prøvet at gendanne fabriksindstillingerne, jeg har også prøvet både Intelligent AUTO, normal billede og forskellige manuelle indstillinger (det har jeg ingen speciel forstand på), men også SCENE med forskellige indstillinger (fest og sport)for at prøve at imødegå underbelysning og bevægelse.
    Jeg kan simpelthen ikke forstå at IA ikke giver tålelige billeder, for det meste.

    Jeg vil meget gerne tage imod dit tilbud om at kigge på et par af mine fotogtafier. I løbet af aftenen vil jeg finde et par gode eksampler der viser mine problemer.

    Mvh Vibeke Stendorf

  6. Hej,,,

    Hvordan er det gået med Vibeke Stendorf’s . Panasonic DMC-TZ7 problemer?

    Jeg overvejer at købe . Panasonic DMC-Tz10….
    Men har set i so eie ding at den kun kan optage hd video i 8 min. så skal den states igen. Passer det?

    Det var godt nok . Panasonic DMC-TZ7 der var i test.

  7. Hej Ulrik,

    Vibeke’s problemer skyldes problemer med hvidbalancen, den var indstillet på automatisk og ikke valgt efter motivet. Man kan så diskutere om det er kameraet der ikke læser motiv og omgivelse godt nok, eller det er brugeren der skal være mere OBS på hvidbalancen. Jeg vil dog sige at jeg ikke har oplevet dette i den periode jeg havde TZ7’eren til test.

    Jeg mindes ikke at der er en begrænsning på antallet af minutter der kan optages, men skulle der sidde nogle derude med anden viden, så skriv endelig 🙂

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  8. Mikkel Andersen

    Har også overvejet TZ7 eller 10, men inden det købes, vil jeg lige høre, hvor mange billeder, det tager pr. opladning?

  9. Hej Mikkel,

    TZ10’eren skyder ca. 300 billeder på en opladning, hvilket er det samme som TZ7’eren.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  10. Hej Noel

    Mange tak for dit hurtige svar.
    Har lige et sidste spørgsmål.
    SDHC kort..

    Jeg har set på et SanDisk Extreme SDHC Memory Card – 8 GB
    Men er det nødvendigt med et extreme kort.
    Og ved du hvor hurtig sådan et Panasonic DMC-Tz10 et til at læse oven på sådan et kort.

    Dumt at købe et kort med 40mb/sek hvis camera nu kun kan overføre med 20mb/sek. Hvis det giver mening.. LOL

    Mvh Ulrik Marq

  11. Hej Ulrik,

    Sandisk’s Ultra II kort (15mb/s) er hurtigt nok dertil 🙂

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  12. Skal bruge TZ7 eller TZ10 til en tur til afrika hvor der skal skydes både stillbilleder og video.

    1. Men hvor meget fylder videoklip på SD kort? Kan der være en halv times video på 4 GB?

    2. Da jeg nok ikke kan oplade batteri hver dag, vil jeg anskaffe et eller to ekstra batterier. Hvis man vil købe nogle billigere uoriginale “rigtige” batterier, hvilken type skal man da anskaffe, og hvor kan de købes billigt på nettet?

    3. Jeg kunne forestille mig, at GPS´en tager meget strøm. Har nogen erfaring med det?

    4. Da GPS´en ikke er et must for mig, kan jeg da ikke lige så godt købe et TZ8?

    Hele 4 spørgsmål, men håber at kunne få svar på dem alle 🙂

    Mvh. Jens

  13. Hej Jens,

    1) Jeg har været i arkivet, og de optagelser jeg finder fylder omkring 200MB pr. minut.

    2) Jeg har ingen personlige erfaringer med uorg. batterier til dette kamera, måske andre kan hjælpe med input?

    3) Jeg har endnu ikke haft mulighed for at teste TZ10’eren, så jeg har ingen erfaring med dette.

    4) I teorien ja, jeg vil dog anbefale du laver en sammligning på Panasonic.dk, så får du fremhævet de forskelle der er på disse modeller.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  14. Hej Noel nu ved jeg godt dette ikke er en salgstråd, men prøver at høre alligevel 🙂 hvad ville et tz7 kamera knap et år gammel i perfekt stand kunne indbringe har du eller andre et bud på dette ?? hilsen en ny spejlreflekskamerabruger

  15. Hej Henrik,

    Det er meget svært at svare på, men mon ikke du burde kunne få 1000-1300,-?

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  16. Hej..

    Regner med at købe TZ10′eren , hvornår tester du den ?

    hvad syndes du om den ?

    hilsen
    kim Christensen

  17. Hej Kim,

    Tak for din kommnetar.

    Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at afprøve TZ10’eren i længere tid, så jeg kan kun forholde mig til de indtryk man får på nettet og ude i markedet, og det er positivt. Jeg ville ikke have nogle problemer med at købe TZ10’eren.

    God aften.

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  18. Inge Marie Gregersen

    Hej Noel.
    Du er så flink til at svare på alle de spørgsmål folk kommer med, måske du også kan hjælpe mig. Jeg har købt sådan en TZ7 for ½ år siden, og er rigtig glad for den. Tager flotte billeder! Nu har jeg dog fået problemer med at optage video med den. Jeg ved ikke om jeg kan have blokeret for muliheden for at optage, hvis jeg har fået pillet ved nogle indstillinger, men den vil i hvertfald pludselig ikke optage mere. Jeg har kunnet optage før. Når jeg trykker på den røde videoknap, kommer der et ikon op i højre side af skærmen, som ligner et SD kort med en pil ind i siden, og foran dette kort er en prik. Det er alt sammen rødt.
    Har du nogen ide om hvorfor jeg ikke kan optage vodeo? Vi skal på ferie her til december, så det er lidt øv.. Jeg har prøvet med begge mine 2 SD kort. De hedder: SD sequre digital 1GB 133x og den anden: Secure digital 2GB high speed 60x.
    Jeg kan se du anbefaler en der hedder ultra II med 4 eller 8 GB. Er det bare fordi det er forkerte kort jeg har i? For så må jeg jo have taget fejl, ang. at vi har kunnet filme.

    Håber du kan hjælpe mig med dette problem! På forhånd tak.

    Mvh Inge Marie Gregersen

  19. Hej Inger,

    Har du nogensinde optaget video? Hvis ikke, så lyder det som om det kort du forsøger at benytte, ganske enkelt er for langsomt.

    Du kan købe et kort der passer dertil, lige her:
    http://www.wupti.com/Produkter/Telefon-og-navigation/Hukommelseskort/55432/Sandisk-SD-Ultra-II.html

    Med Venlig Hilsen,

    Noel Christensen
    MyDigitalPhotos.dk

  20. Inge Marie Gregersen

    Det er jeg ret sikker på vi gjorde lige da vi havde fået det. Men jeg bliver lidt i tvivl…
    Jeg prøver at købe et der i hvertfald passer til, og se om problemet så forsvinder. Tak for hjælpen.

    Mvh Inge Marie

  21. Goddag.
    Du har tidligere svaret én ang. ‘manual’ til DMC-TZ7

    “Hjælpen er nærmere end du tror, Panasonic.dk har svaret 🙂
    http://www.panasonic.dk/html/da_DK/Support/Downloads/428987/index.html#anker_428987

    Her kan du hente både manual på dansk og engelsk ved at vælge type og model.”

    Hvis det var tilfældet, dengang(2010), hvor kan jeg hente (den danske) i dag?

    For på den nævnte lænke findes kun ‘engl.’, chech’, o.l.

    Mvh.,

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox