Anmeldelse: Panasonic Lumix DMC-FX60

Panasonic er på meget kort tid gået hen og blevet en af de mest omtalte producenter af kompakt og superzoom kameraer på det danske marked, og med god grund da de bl.a. med TZ6/TZ7 har vist at de virkelig kan lave kameraer.

Vi har tidligere anmeldt TZ6/TZ7 og FT1 fra Panasonic, men denne gang er der tale om et kompaktkamera i ordets bogstaveligste forstand. Panasonic Lumix DMC-FX60 er et rigtig lille lommekamera der ikke fylder mere end det sagtens kan være i brystlommen, uden at der dog er gået på kompromis med specifikationerne.

Panasonic Lumix DMC-FX60 er udstyret med 12 megapixels sensor med 25mm vidvinkel, hele 5x optisk zoom, 2,7” skærm, HD Video, den nye Power O.I.S billedstabilisering og forbedret iA (Intelligent Auto) i forhold til tidligere modeller.

Lad os finde ud af om Panasonic kan konkurrere med de stilfulde lommekameraer fra andre producenter, bl.a. Canon’s IXUS-serie som vi anmeldte tidligere på måneden.

Hvad er der i kassen?
Panasonic Lumix DMC-FX60 leveres i en smart lille æske, der foruden Panasonic Lumix DMC-FX60 indeholder følgende:
Battery Charger, Battery Pack, Battery Case, AV Cable, USB Cable, AC Cable, Hand Strap, CD-ROM Battery Charger, Battery Pack, Battery Case, AV Cable, USB Cable, AC Cable, Hand Strap, CD-ROM

Som altid er her hvad man har brug for, både for at benytte kameraet, men også kabler for tilslutning til både TV og PC. Der medfølger dog intet hukommelseskort, så har man ikke allerede et Secure Digital (SD) hukommelseskort, skal dette anskaffes separat. Ydermere er der ikke vedlagt et HDMI kabel, så ønsker man at benytte dette for tislutning til TV skal dette ligeledes anskaffes separat, og man skal være opmærksom på at det er et HDMI > miniHDMI kabel der skal benyttes. Et sådan kabel fås fra ca. 200,-

Første indtryk
Man siger altid at det første indtryk er noget af det vigtigste, og heldigvis for Panasonic, så gør Panasonic Lumix DMC-FX60 et godt førstehåndsindtryk.

Panasonic Lumix DMC-FX60 er et ret kompakt kamera i en fornem kombination af plast og metal, i en god samlekvalitet der virker både solid og lækker. Panasonic Lumix DMC-FX60 er ikke ret tungt, kun ca. 147 gram med batteri og SD hukommelseskort, men takket være den rimelig store skærm og valget af materialer er der stadig lidt ”gods” i det.

Alle knapperne er faste og reagere som de bør, og igen skinner kvaliteten igennem. En simpel ting som funktionsdrejeknappen er en feature der er super gennemført, da knappen er både nem at betjene, og samtidig så fast at det ikke kan drejes ved en fejl. Netop denne knap har jeg tidligere kritiseret ved både ved Lumix DMC-TZ6/7 – og det er derfor en fornøjelse at denne er blevet ”strammet op” da denne på førnævnte kameraer var en smule løs i det.

Kigger man nærmere på Panasonic Lumix DMC-FX60 kan man godt se at det er inspireret af de super populære DMC-TZ6/7 modeller, da knappernes placering, udformning og overornede linier ligner det vi tidligere har set. Dette er bestemt ikke en dårlig ting, for hvorfor ændre noget som har fungeret rigtig godt? Det er naturligvis i lidt mindre skala, da Panasonic Lumix DMC-FX60 er langt mere lommevenligt end førnævnte modeller.

På fronten af Panasonic Lumix DMC-FX60 har vi Leica objektiv med 25mm vidvinkel, 5x optisk zoom og en opløsning på 12 megapixel. Det er også her man finder den indbyggede flash og AF hjælpelyset.

På toppen af Panasonic Lumix DMC-FX60 er on/off knappen placeret, og denne er udformet som en skydeknap der giver et lidt retro-lignende look. Udløseren er placeret sammen med zoomkontrollen og den såkaldte funktionsdrejeknap er placeret således at den nemt kan betjenes med højre tommelfinger. Stereomikronen må vi ikke glemme, denne er også placeret øverst på kameraet, og bruges ved videooptagelse.

På bagsiden stjæler LCD skærmen på 2,7” det meste af pladsen, og selvom 2,7” ikke er enormt, så har skærmen en meget passende størrelse i forhold til de fysiske dimensioner, og man føler ikke at skærmen er for lille. Bagsiden rummer naturligvis også de såkaldte markørknapper, Display og Q. Menu samt en dedikeret knap til skift mellem optage og visningstilstand.

På venstre side, set forfra, har Panasonic valgt at placere Component og AV Out / Digital stikket. I bunden af kameraet findes, som altid, gevind til montering på stativ samt låge der gemmer det genopladelige batteri samt SD hukommelseskort. I stedet for en ”slide” mekanisme har Panasonic denne gang valgt at lave en lille låseknap i selve lågen, denne løsning er jeg dog ikke specielt imponeret over, jeg havde hellere set at den låste ved hjælp af en ”slide” mekanisme.

Funktionalitet
Når man betjener Panasonic Lumix DMC-FX60 er det meget tydeligt at der er tale om et point and shoot kamera, der skal være nemt at betjene, og dette må ikke opfattes som kritik – for det er jo netop ideen med denne form for kameraer. Der er ikke brug for store indviklede menuer med hundredvis af indstillingsmuligheder, nej det skal først og fremmest bare være nemt at betjene.

Nemt at betjene, det er Panasonic Lumix DMC-FX60 absolut. Tænd på knappen, og du har valget mellem disse 5 optagefunktioner;

Intelligent auto-funktion
Motiverne optages ved brug af kameraets automatiske indstillinger.

Normal billedfunktion
Motiverne optages ved brug af dine egne indstillinger.

Scene-funktion
Denne funktion gør det muligt at tilpasse billedet til den scene, der optages.

Filmfunktion
Denne funktion gør det muligt at optage film med lyd.

Clipboard-funktion
Registrering som memo

Det er mulighederne man har, og mere har man som udgangspunkt ikke brug for. Funktionen kaldet Intelligent auto, er nok den de fleste vil benytte, da den automatisk aflæser motivet og forsøger at finde passende indstillinger. Som altid kan sådanne funktioner desværre fejle, eller blive snydt af motivet, så det er ikke her man automatisk får det bedste resultat.

Han man mod på lidt flere indstillinger kan funktionen ”normal billede” anbefales, her har man mulighed for en lidt større kontrol over billedet, uden at man dog skal tage stilling til en masse ting – denne funktion kan derfor passende bruges når der er lidt mere tid til at indstille kameraet.

Som alle andre kompaktkameraer i dag, er Panasonic Lumix DMC-FX60 naturligvis også udstyret med en række ”Scene” funktioner, det vil sige prædefinerede motiver/situationer som man kan komme ud fra, og her kan bl.a. nævnes portræt, natlandskab, kæledyr, solnedgang, fyrværkeri, strand og meget andet. Altså en lang række af scener, som er tilpasset den enkelte situationer, og som giver bedre billeder end ved brug af Intelligent auto da man giver kameraets mere klare informationer omkring typen af motiv.

Filmfunktionen på Panasonic Lumix DMC-FX60 er heller ikke til at komme udenom, da du har mulighed for at optage i HD opløsning (1280×720) ved 30 fps, i formatet ”Motion JPEG” som kan afspilles direkte på PC’en.

Som tidligere nævnt så er menuen på Panasonic Lumix DMC-FX60 ganske overskuelig, og da den samtidig er på dansk kan man ikke undgå at føle sig hjemme. Som jeg tidligere har påtalt, så burde Panasonic dog stramme lidt op designet af menuerne, da de ikke helt holder i år 2010, her kunne vi godt bruge et frisk pust. Der må dog, formentlig, være en grund til at Panasonic holder fast i det lidt ”old school” look, og det er formentlig fordi de ved det virker.

LCD skærmen er på 2,7” og både størrelsen og opløsning på 230.000 dpi er meget passende for kameraet. Betragtningsvinkel er også god, og billederne står skarpt og klart på skærmen, så man sagtens kan vurdere om billedet er godt nok, eller skal tages om. Der er ikke noget at udsætte på skærmen, selvom man måske altid godt kan bruge en højere opløsning for at få et mere detaljeret billede.

Billedkvalitet
Jeg har benyttet Panasonic Lumix DMC-FX60 både indendørs og udendørs, og i dagslys samt i mørke. Der skal ikke herske tvivl om at det er i dagslys og naturligt lys Panasonic Lumix DMC-FX60 klarer sig bedst, da den indbyggede blitz ofte får motiverne til at brænde ud. Dette er bestemt ikke et særtilfælde, det er desværre ofte et problem for kompaktkameraer af denne størrelse og i dette prisleje.

Ved fotografering indendørs i svag belysning har billederne en tendens til at blive kornede når vi kommer op omkring ISO 400-500. Det hjælper dog ved brug af blitz, der indendørs kan give fornuftige resultater.

Samlet set er billedkvaliteten nok et eller andet sted som man kan forvente det af et moderne lommekamera, altså nogenlunde uden at være overraskende god eller dårlig.

Nedenfor findes en række billeder taget med Panasonic Lumix DMC-FX60, fælles for dem alle er at de hverken er redigerede eller beskårede.

Klik her for at åbne galleriet i et nyt vindue.

Videokvalitet
Panasonic Lumix DMC-FX60 optager HD video i opløsningen 1280×720 med 30 fps. På papiret ser det godt ud, men ”HD Video” siger desværre kun noget omkring opløsningen og ikke kvaliteten af videoen.

Heldigvis er Panasonic ikke blandt dem der praler med ”HD Video” uden at det også er i orden, og video optaget med Panasonic Lumix DMC-FX60 er ganske glimrende i forhold til det vi har set fra lignende kompaktkameraer. Videoen er flydende, også ved bevægelse hvor det følger ret godt med, og der er en fornuftig detaljegrad og pæne naturlige farver. Naturen har dog været lidt ”hvid i hvid” de seneste par uger, så videoen nedenfor fremgår lidt grå og kedelig, men det skyldes vejret og ikke manglende evner fra Panasonic Lumix DMC-FX60’s side.

Nedenfor findes en video med en række videoklip optaget med Panasonic Lumix DMC-FX60.

Specifikationer
Udvalgte specifikationer fra Panasonic.dk
12 megapixels
Effektiv optisk billedstabilisator (O.I.S.) med dobbelt kompensering for håndrystelser
iA (Intelligent Auto)-funktion med ansigtsgenkendelse
25 mm ultra vidvinkel 5x optisk zoom f/2,8-5,9 LEICA DC-objektiv
Brugervenlig betjening med hurtig opstartstid og Ultra High-speed AF
HD-film og HD output
2,7 tommers intelligent LCD-skærm med en opløsning på 230.000 dpi

Konklusion
Overordnet set er Panasonic Lumix DMC-FX60 et rigtig fint lille lommekamera, men det er umuligt ikke at skelne lidt til storebroderen Panasonic Lumix DMC-TZ7 som vi tidligere har anmeldt her på MyDigitalPhotos.dk, og her falder Panasonic Lumix DMC-FX60 altså igennem på billedkvaliten.

Nu er det naturligvis ikke helt fair at sammenligne Panasonic Lumix DMC-FX60 og Panasonic Lumix DMC-TZ7 som er henholdsvis kompaktkamera og superzoom kamera, men det viser blot at de mindre fysiske dimensioner sætter en begrænsning i forhold til billedkvaliteten.

Nu lyder det måske som om billedkvaliteten fra Panasonic Lumix DMC-FX60 er dårlig, men det er ikke tilfældet. Billedkvaliteten er fornuftig, opløsningen ligeledes og de 5x optisk zoom er ret unik for et kamera i denne størrelse. Ved dårlige lysforhold har billederne dog en tendens til hurtigt at blive kornede, men det er desværre et ret generelt problem for kompaktkameraer, og dermed ikke unikt for Panasonic Lumix DMC-FX60.

Videokvaliteten er derimod rigtig fornuftig, og selvom man må ”nøjes” med HD opløsning (1280×720) og ikke Full HD video så er det rigeligt til videoklip af ungerne, familien eller noget helt tredje, der er masser af anvendelselsmuligheder.

Samlet set er Panasonic Lumix DMC-FX60 et udmærket lille lommekamera med ret kraftig zoom, i god kvalitet og med fornuftig billedkvalitet. Panasonic Lumix DMC-FX60 er dog primært henvendt til dem der ønsker et kamera der er super simpelt at bruge, da indstillingsmulighederne og muligheder for manuel kontrol er ret begrænsede.

+
Finish og samlekvaliteten
Fornuftig videokvalitet
Høj brugervenlighed


Billedstøj ved dårlige lysforhold (Læs konklusion)

Karakter
75 %

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 2599,-
Set til 1678,-
Klik her for at finde den bedste pris på Panasonic Lumix DMC-FX60

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Panasonic

Om Noel Christensen

Noel er grundlægger og redaktør på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Canon EOS 7D samt Panasonic Lumix DMC-G5.

2 comments

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox