Anmeldelse: Eizo FlexScan S2232W

S2232WSEK+GRAY_1000X

Eizo er en international virksomhed der i mange år har produceret skærme, både til erhvervslivet i al almindelighed, men i høj grad også til børsmæglere, hospitaler, designstudier mv. Eizo’s ønske er at producere de bedste skærme, som det er teknisk muligt.

Eizo har i øjeblikket 4 produkt-linier, der hver i sær er rettet mod forskellige segmenter:
FlexScan: Virksomheder, back office og hjemme
ColorEdge: Design, foto, grafik og video
RadiForce: Medicinsk visning
Raptor: Lufttrafikkontrol

Som ovenstående giver et godt indblik i, så er Eizo rigtig stærke i at levere professionelle løsninger, bl.a. til sygehuse, lufthavne og andre steder hvor stabilitet og præcision er nøgleordene.

Eizo har dog ikke glemt privatbrugeren, og de semi-profesionelle brugere, og Deres FlexScan-serie er netop rettet mod dette segment.

Denne gang skal vi kigge nærmere på Eizo FlexScan S2232W, der er en basis 22” widescreen TFT med 1680×1050 opløsning, EzUp fod med 90° pivot samt funktioner som Auto EcoView, indbygget højttalere og USB hub.

Hvad er der i kassen?
Eizo FlexScan S2232W leveres i en meget voksen papkasse, som er væsentlig større end det man normalt er vant til fra en gængs 22” skærm. Det betyder dog blot at skærmen er yderst godt beskyttet under transporten, og da foden fylder meget, er det nødvendigt med en forholdsvis stor kasse.

I kassen finder man:
Eizo FlexScan S2232W
DVI Kabel
VGA kabel
Minijack -> Minijack kabel
USB Kabel
220 volt kabel
Manualer og CD-ROM

Kassen er med andre ord fyldt op, og du kommer ikke til at mangle ét eneste kabel, da der er alt hvad man skal bruge. Det er rart at se at kablerne ikke er sparet væk, som man desværre ofte ser ved andre producenter. Her er det lige til at gå til, og man kan få sat skærmen ud, uanset om man benytter DVI eller VGA, og kablerne til både USB hub og de indbyggede højttalere er ligeledes vedlagt.

S2232WSEK_600

Første indtryk
Det første jeg lagde mærke til da jeg pakkede Eizo FlexScan S2232W ud, var at den var forholdsvis tung, og jeg har ikke noget imod at der er lidt ”gods” i en skærm, for det lugter lidt af kvalitet. Den store EzUp fod er bestemt med til at få vægten i vejret, da den giver utrolig mange muligheder for justering af skærmen. Desværre betyder det også at skærmen, ved placering på et alm. skrivebord, kommer til at stå et stykke ude fra væggen da foden gør at skærmen er hele 28cm dyb. Det kræver derfor et forholdsvis dybt skrivebord hvis man benytter foden, og ikke monterer Eizo FlexScan S2232W på væggen.

Selve rammen på Eizo FlexScan S2232W er utrolig smal, og nederst er der blevet plads til hele 10 knapper, der bl.a. bruges til navigering i menuen, samt aktivering af bl.a. AutoEcoView.

På venstre side af skærmen finder man den indbyggede2 ports USB hub, som gør det muligt at tilslutte eksempelvis en USB nøgle, eller lignende, direkte til skærmen.Ydermere er der blevet plads til et lydudgang, som man bruges til at tilslutte et sæt hovedtelefoner. Bagsiden gemmer tilslutninger til DVI, VGA, USB og Audio til de indbyggede højttalere.

Netop foden, som jeg omtalte tidligere, er yderst interessant, da den giver uanede muligheder for justering, da den både kan hæves/sænkes, drejes og tiltes. Det burde derfor være muligt at finde en optimal indstilling af skærmen, uanset miljøet den skal bruges i. Her er Eizo milevidt foran konkurrenterne, der typisk ikke tilbyder ret mange indstillingsmuligheder.

Billedkvalitet
Jeg har testet Eizo FlexScan S2232W både før og efter kalibrering med Datacolor Spyder3 Elite, og resultatet er intet mindre end fantastisk.

”Out of the box” står skærmen ganske glimrende, og specielt skærmens evne til at vise nuanceforskelle er helt fantastisk, og sammenlignet med min Samsung Syncmaster 226BW, har man med Eizo FlexScan S2232W en mere korrekt farvegengivelse, samt et langt større spænd i farvenuancer. Jeg har, bl.a.  ved gennemgang af forskellige websites jeg ofte besøger, opdaget nye farvenuancer i designet som jeg aldrig før har set, og ens digitale billeder fremstår nu endnu mere detaljerede end jeg har været vant til.

Efter kalibrering, hvor Eizo FlexScan S2232W kun havde meget få afvigelser i forhold til de værdier Datacolor Spyder3 Elite foreskriver, får skærmen endnu et løft rent kvalitetsmæssigt. Farverne er dejligt klare, nuancerne fremstår klart og tydeligt, og der er generelt set bare et rigtig godt billede.

Film / Video
Jeg har testet Eizo FlexScan S2232W med både DVD-film og online video, og resultatet er ganske glimrende, betragtningsvinklen er mere end god, og der er hverken tegn på efterslæb eller ukorrekte farver. Som et ekstra plus er der ikke nogen former for backlight bleeding at spore, så ved mørke scener bliver man ikke generet af lys i kanterne eller siderne af skærmen.

Spil
Det skulle naturligvis også testes hvorvidt Eizo FlexScan S2232W kan følge med når vi snakker 3D spil, og selvom man godt kan se at det ikke er et af markedets hurtigste paneler der sidder i skærmen, synes jeg egentlig den klarer jobbet ganske hæderligt. Man skal naturligvis samtidigt have in mente at de folk der investere i Eizo FlexScan S2232W, formentlig ikke skal findes blandt de hardcore gamere, men derimod blandt grafikere, fotografer ol.

Kontor
Eizo fremhæver selv Eizo FlexScan S2232W, som en decideret kontorskærm, og det kan sagtens forsvares. Det er bestemt ikke en skærm man bliver træt i øjnene af at kigge på, bl.a. takket være den indbyggede lysmåler som justere skærmens lysstyrke efter omgivelseslyset. Dette er bestemt en feature jeg godt kan finde nyttig på en arbejdsplads hvor belysningen kan være varierende. Tekst og billeder står skarp og tydeligt, og generelt er skærmen blot rar at kigge på. Størrelsesmæssigt rammer Eizo også en bred målgruppe, da 22” i dag sagtens kan være en del af et moderne kontormiljø, hvor man måske ønsker én skærm i stedet for en dobbelt skærm-løsning.

Billedbehandling / Grafik
Eizo fremhæver ligeledes Eizo FlexScan S2232W som et godt valg for grafikere, fotografer mv., og igen kan jeg kun give Eizo ret. Skærmen evne til at vise korrekte farver, nuancer og kontrast – gør den til et rigtig godt værktøj, for alle dem der arbejder profesionelt med enten billeder eller grafik, hvor det er et krav at det der produceres på skærmen, er det samme som der eksempelvis bliver trykt i et magasin. Som tidligere nævnt har jeg, efter skiftet fra min Samsung Syncmaster 226BW, opdaget helt nye detaljer, og farvenuancer, både på digitale fotos, og på helt regulærere websites jeg jævnligt besøger. Dette alene er et godt udtryk for den høje kvalitet som kendetegner Eizo FlexScan S2232W.

EZUP

Ekstra features
Som tidligere nævnt, så er Eizo FlexScan S2232W udstyret med en 2 ports USB hub på venstre siden af skærmen, og denne fungere fint hvis man hurtigt skal have kopieret filer over på en USB nøgle, harddisk eller lignende, og er egentlig en glimrende feature.

I skærmen er også indbyggede højtalere på 0,5Watt, men disse er desværre af så ringe kvalitet at jeg ikke kan anbefale disse til andet end de gængse Windows lyde. Netradio og lignende er uden nogle former for bund, og det er næsten en fornærmelse af musikken at lytte til den på Eizo FlexScan S2232W. Til Eizo FlexScan S2232W’s forsvar skal det dog nævnes at der er tale om en ekstra feature, og da skærmen er rettet mod erhvervslivet, så er højttalerne ganske fine, da de kan gengive tale, windows-advarsler ol.

AutoEcoView er en funktion som Eizo markedsfører ret aggressivt i øjeblikket, og med god grund, da det er en såkaldt ”Grøn” funktion, og energibesparende produkter er noget alle næsten producenter arbejder intens med i øjeblikket.

AutoEcoView funktionen fungere på den måde at en indbygget sensor måler omgivelseslyset, og derudfra regulere skærmen lysstyrke, så det svarer til at læse et papirark ved typisk kontorbelysning. I praksis vil man opleve at skærmen skruer op for lysstyrken når der er meget lys i rummet, og sidder man på et mørkt kontor vil lysstyrken sænkes. Det betyder både en energibesparelse, og samtidigt er det langt bedre for øjnene, da lysstyrken reguleres i takt med omgivelseslyset.

ECOVIEW_INDEX

Eizo FlexScan S2232W er også udstyret med en funktion kaldet Fine Contrast, som består af 5 forskellige skærmtilstande; Text, Movie, Picture, Webbrowsing og sRGB. Disse tilstande kan vælges direkte i skærmenmenuen, eller ved hjælp af den medfølgende ScreenManager Pro software. Jeg er dog ikke ovenud begejstrede for disse tilstande, men der vil sikkert være nogle for hvem det er en udmærket løsning i stedet for en kalibrering.

FINECONTRASTSMALL

Specifikationer
Panel: sPVA
Synsvinkel: 178°, 178°
Lysstyrke/Kontrast: 350 cd/m² / 1200:1
Responstid: 6 ms
Opløsning: 1680 × 1050
Indgange: VGA, DVI-D
Effektforbrug: 32 W typical
Højde justering: 165 mm
Tilt / Drejning / Pivot: 25° Up, 0° Down / 172° Right, 172° Left / 90°
Dimensioner: With EzUp Stand: 511 × 351.5 – 516.5 × 279.9 – 307.5 mm Without Stand: 511 × 333 × 85 mm
Garanti: 5 år.

Konklusion
Jeg kan nok ikke ligge skjul på at Eizo FlexScan S2232W har overrasket mig positivt, også selvom jeg tidligere har stiftet bekendtskab med forrige modeller i FlexScan-serien.

Eizo er, som de selv gør opmærksom på, beregnet til professionelle brugere, og dette dækker både over kontor, grafikere og fotografer og andre der bruger deres skærm professionelt, og har behov for en skærm der gengiver billedet så korrekt som overhovedet muligt. Dette mærker man tydeligt når man benytter Eizo FlexScan S2232W, og især efter en kalibrering hvor man ved selvsyn kan konstatere at Eizo FlexScan S2232W, i forhold til konkurrenterne, ikke afviger ret meget fra de optimale værdier.

Bruger du primært din PC til spil, Internet, mail ol., så findes der skærme på markedet som giver mere ”value for money”. Tilhører du derimod det mere profesionelle segment, som bruger skærmen i arbejdsmæssig sammenhæng, eller blot har et ønske om en skærm der giver de mest korrekte og naturlige farver, så kommer man ikke udenom Eizo FlexScan S2232W.

Når man kigger på prisen, som i skrivende stund er DKK 3712,50 jf. Eizo.dk, så virker prisen måske en smule høj. Men problemet er at Eizo FlexScan S2232W ikke kan, og må, sammenlignes med de skærme der reklameres for i tilbudsaviserne, hvor man ofte får smidt en 22” skærm i nakken for under 1500,-

Eizo FlexScan S2232W er en skærm af utrolig høj kvalitet – og er billedkvaliteten den vigtigste faktor, så bør du have Eizo FlexScan S2232W med i dine overvejelser.

+
Gode justeringsmuligheder
Eminent billedkvalitet
Indbygget USB Hub
Leveres med alle nødvendige kabler
5 års garanti!


De indbyggede højttalere på 0,5 Watt
Den store fod gør at skærmen fylder meget på skrivebordet

Karakter
80 %

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 3712,50 inkl. moms
Klik her for at finde nærmeste forhandler.

Skrevet af
Noel Christensen

Udlånt af
Rosenmeier A/S

Om Noel Christensen

Noel er grundlægger og redaktør på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Canon EOS 7D samt Panasonic Lumix DMC-G5.

One comment

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox