Anmeldelse: Canon EOS 7D

Den 2. september 2009, lancerede Canon et kamera med navnet EOS 7D, der siden da har været et af de mest omtalte og omdiskuterede digitale spejlreflekskameraer på diverse websites.

Canon EOS 7D er blevet lanceret som en storebror til Canon EOS 500D, som vi også tidligere har anmeldt, og som Canon selv udtrykker det, henvender EOS 7D sig til den ”engagerede fotograf”. I min verden kan dette bedst oversættes til amatørfotografen der ikke ønsker at få på kompromis med udstyret, eller blot dem der ønsker det nyeste grej, sidstnævnte gruppe kunne jeg nok godt selv høre ind under…

Ved lanceringen af Canon EOS 7D lagde Canon især vægt på features som 18 megapixel opløsning, 100 % søger, op til ISO 12800, 19 AF punkter, 3,0” skærm og et vejrforseglet kamerahus fremstillet af magnesiumlegering.

Canon EOS 7D er efter sigende fremstillet af Canon, på baggrund af en masse inputs fra fotografer fra hele verden, og resultatet skulle derfor gerne være at alting virker for ”brugeren” og ikke kun for den designer der har tegnet kameraet,

Canon EOS 7D fås i øjeblikket i 3 udgaver herhjemme;
Canon EOS 7D Body (Kun kamerahus)
Canon EOS 7D med 15-85mm IS
Canon EOS 7D med 18-185mm IS

Vi har haft i udgaven der ikke er bundlet med objektiv, og der er igennem testen derfor anvendt forskellige objektiver fra bl.a. Canon, Sigma og Tamron. Man bør dog stærkt overveje at købe et af de 2 ”bundles”, da man ofte får objektivet med for en meget beskeden merpris.

Nu er Canon EOS 7D endelig landet hos på bordetMyDigitalPhotos.dk, så lad os komme i gang og finde ud af om Canon EOS 7D egentlig er så interessant…

Hvad er der i kassen?
Canon’s consumer DSLR kameraer leveres normalt i forholdsvis kompakte æsker, men da dette er et kamera af lidt højere klasse end eksempelvis Canon EOS 500D, er selve æsken også lige vokset en smule på alle leder og kanter.

Selve æsken er typisk Canon, nemlig i de rød/hvide farver med et produktfoto og en stor omgang tekniske specifikationer trykt på æsken.

I æsken finder man, foruden Canon EOS 7D kamerahuset, følgende:
Eyecup Eg
Wide Neck Strap EW-EOS7D
Stereo AV Cable AVC-DC400ST
USB Interface Cable IFC-200U
Battery Pack LP-E6
Battery Charger LC-E6
EOS Digital Solution Disk
Software Instruction Manual

Her er egentlig ikke de helt store overraskelser, da det medfølgende tilbehør gør at man kan komme i gang med Canon EOS 7D, hvis man lige ser bort fra at der ikke er vedlagt et hukommelseskort.

Det er dog mere reglen end undtagelsen af der IKKE medfølger hukommelseskort til digitalkameraer i dag, uanset om det er et lille lommekamera, eller som i dette tilfælde et ”entusiast kamera”, så Canon kan ikke klandres for denne ”mangel”. Kommer man fra et Canon som eksempelvis Canon EOS 1000D/450D/500D bør man være opmærksom på at Canon EOS 7D benytter CompactFlash hukommelse, og ikke Secure Digital. Ydermere bør man investere i et kort med en læse/skrivehastighed på 60/90MB/S for at få fuld udnyttelse af kameraet. Her kan jeg varmt anbefale enten Sandisk Extremes CompactFlash-serien, eller Sandisk Extreme Pro Compact Flash-serien, som du begge kan læse anmeldelser af her på MyDigitalPhotos.dk

Første indtryk
Nu kommer jeg fra et Canon EOS 500D som jeg har benyttet til dagligt de sidste par måneder, så det første jeg lagde mærke til var at Canon EOS 7D var lidt større på alle leder og kanter, og dette er bestemt ikke en dårlig ting. Det betyder nemlig at man har et større, og dermed bedre, greb på Canon EOS 7D frem for eksempelvis Canon EOS 500D eller et af Canons andre mindre consumer DSLR kameraer.

Som nævnt, så har Canon EOS 7D et rigtig godt, og stort greb, der passer til både almindelige og store hænder. Grebet er belagt med gummi, ligesom et par andre dele af kamerahuset hvor man kunne tænkes at holde. Dette sikre et godt greb, og gør det lidt mere lækkert at røre ved.

Selve kamerahuset er udført i magnesiumlegering, og huset er vejrforseglet. Det betyder i grove træk at det er mere modstandsdygtig overfor regn, sne og lignende. Finishen er generelt høj, og det er tydeligt at man har fået et kamera i hænderne der ligger i den dyre ende af prisskalaen for amatørfotografer.

Vægten er på 820 gram, og set i forhold til lillebroderen Canon EOS 500D der vejer ca. 480 gram, er der tale om en anden vægtklasse. Det skal man have in mente hvis man kommer fra et af de mere kompakte DSLR kameraer, men for mit vedkomne synes jeg ikke den højere vægt er et minus, da vægten er fornuftigt fordelt og kamerahuset hverken virker stort eller klodset.

Design og betjening
Som jeg var inde på tidligere, så hører Canon EOS 7D ikke til i gruppen af ”kompakte” DSLR kameraer, men derimod som en af de lidt større modeller, både på de fysiske dimensioner og på vægtskalaen. Til den målgruppe det er tiltænkt er dette faktum lige i øjet – da de typisk gerne vil have et kamerahus hvor man har en god følelse af kvalitet og samtidigt en masse lækre features.

På forsiden af Canon EOS 7D finder man en flashknap, knap til visning af dybdeskarphed, udløserknap til objektiv, en fjernbetjeningssensor, indikator for reduktion af røde øjne/selvudløser samt mikrofonen der bruges i forbindelse med videooptagelse.

På toppen finder man først og fremmest programvælger-hjulet der har en god fornuftig størrelse, så det kan betjenes også med handsker på. Derudover den indbyggede blitz med indbygget AF-hjælpelys, blitzsko til montering af ekstern blitz samt en LCD skærm med de vigtigste informationer indstillingerne. Ovenfor LCD skærmen er der 4 dedikerede knapper, så man lynhurtigt kan indstille følgende: Hvidbalance / målingsmetode
AF-stilstand / fremføringstilstand
ISO-følsomhed/Flasheksponeringskompensation
Lyd i display, så det kan ses i de mørke timer.

Yderst på grebet er udløser, en multifunktionsknap og kommandovælgeren placeret. Udløseren er også lidt speciel i forhold til entrylevel DSLR kameraerne, da den er mere ”blød” i aftrækkeren. Når man lige vænner sig til dette, så vil man absolut ikke undvære det da det giver en langt bedre føling.

På bagsiden finder vi også et hav af knapper. Hvis vi starter øverst til venstre så har vi on/off knappen placeret sammen med programvælger-hjulet, knap til hurtigvælger, en knap til one-touch RAW+JPEG/sknap, derefter søgeren med 100% dækning, dioptrijusteringsknap, knap til skift mellem liveview og filmoptagelse, AF-startknap, AE-låseknap og knap til AF-punktvalg/Forstørrelsesknap.

Det var den øverste del af kamerahuset, så kommer resten der er mere som vi kender det fra de mindre DSLR modeller, nemlig en stor 3” LCD skærm med høj opløsning og knapper til betjenings af menuen og ved visning af billeder til venstre for skærmen. Til højre for skærmen er der en hurtigvælgerknap, et joystick kaldet multi-controller og et hurtigvælgerhjul.

På venstre side, set bagfra, er alle tilslutningerne gemt bag 2 gummilåger. Her finder man stik til ekstern mikrofon, et PC stik, stik til fjernbetjening, et Audio/video OUT/digital-stik og ikke mindst et HDMI mini stik for tilslutning til LCD eller Plasma TV.

Højre side er forbeholdt CompactFlash kortet, der er gemt bag en låge med den gode detalje at der er en fjeder i lågen således at den selv åbner. Det er sådan en feature/funktion jeg vil sætte pris på, efter at have betalt over 10000,- for et DSLR kamera.

I bunden finder man den essentielle låge der gemmer hovedbatteriet, og et lille knapcellebatteri. Derudover gevind til montering på stativ og lignende, samt stik til udvidelsessystem.

Menusystemet er som vi kender det fra andre nuværende Canon modeller, nemlig på dansk og rimelig enkel at gå til, selvom den rummer enormt mange muligheder for at indstille alle tænkelige funktioner. Som en af de få producenter har Canon formået at lave en ”lækker” menu der på en gang er både flot og funktionel.

Nedenfor findes en video hvor jeg giver en visuel rundtur omkring Canon EOS 7D.

Funktionalitet
Canon EOS 7D er beregnet til førstegangkøberen, som eksempelvis Canon EOS 1000D, 500D eller lignede entry level kameraer, og der er flere årsager til dette. Den første er nok prisen, da en vejledende pris på 12499,- for kamerahuset alene, formentlig indsnævrer målgruppen betragteligt. Derudover er Canon EOS 7D ganske avanceret, og for at få et godt resultat kræves det at man har et grundlæggende kendskab til begreber som lukketid, blænde, ISO-værdi mv., dermed ikke sagt man ikke kan lærer det hen af vejen, men så bør man måske nok starte med en mindre model, hvor der er mere automatisk til at hjælpe en i gang.

Når det så er sagt, så indeholder Canon EOS 7D stadig et par automatisk, og semi-automatiske funktioner, samlet set har man følgende tilstande at gøre godt med:
– C1/2/3 hvor man kan gemme sine egne ”programmer”
– Bulb
– Manuel eksponering
– Blændeprioriteret
– Lukketidsprioriteret
– Program automatik
– Fuld automatik
– Kreativ auto

De tilstande der er mest interessante, eller skiller sig lidt ud fra mængden, er C1/2/3 tilstandene, som gør det muligt at lave din helt egen tilstand, tilpasset efter dine ønsker. Det kunne eventuelt være hvis man brugte en række helt specielle indstillinger når man fotograferede blomster, natlandskab eller noget helt tredje.

Derudover så har vi, selvom jeg var inde på det ikke var et ”begynderkamera” 2 automatiske tilstande, kaldet fuld automatisk hvor man egentlig bare skal trykke på udløseren, og kreativ automatik hvor du nemt og hurtigt kan indstille lysstyrke, dybdeskarphed og farvetone, resten tager kameraet sig af.

Dette giver mulighed for at lade kameraet gøre arbejdet, og det kan være en god ting hvis man eksempelvis låner det ud til børnene, konen/manden eller andre der måske ikke har helt styr på de avancerede indstillinger.

Søgeren er et af de punkter hvor Canon EOS 7D adskiller sig fra de mindre DSLR kameraer fra Canon, da den har 100 % dækning og er kæmpestor og lys i forhold til dem man finder i de små DSLR kameraer.

Et andet sted hvor EOS 7D adskiller sig fra mængden, er på autofokussen da den har hele 19 punkter og kan indstilles næsten lige som man ønsker det, dette er et helt kapitel for sig og derfor går jeg ikke yderligere i dybden med dette.

Skærmen er på 3,0” og har en opløsning på 920.000 punkter. Den står knivskarpt og gør det nemt både at tjekke kvaliteten af ens billeder, og vise dem frem til venner og bekendte direkte på kameraet.

Af andre features kan bl.a. nævnes en indbygget Speedlite transmitter, hvilket betyder at du kan styrer dine Canon Speedlite blitze, uden at skulle anskaffe en Speedlite 580 EX II eller en Canon ST-E2 – dette er ikke en uvæsentligt features da ST-E2’eren nemt render op i 1600-1700,-

Som tidligere nævnt, så er der forholdsvis mange knapper på Canon EOS 7D, men dette er en klar fordel når man vænner sig til at bruge dem, da de gør det utrolig hurtigt og nemt at ændre indstillinger under brug. Og når man først har lært at bruge dem, ligger de lige præcis der hvor man har brug for, og her bliver det ret tydeligt at Canon har lyttet til brugerne ved udviklingen af Canon EOS 7D.

Canon EOS 7D indeholder så mange forskellige features og funktioner at det tager lang tid at lære dem alle at kende, og selvom man har benyttet kameraet i en længere periode vil man formentlig falde over en ny funktion i tide og utide, dette viser blot hvor avanceret og fyldt med muligheder dette kamera er.

Billedkvalitet
Canon EOS 7D er udstyret med 18 megapixels APS-C CMOS sensor, der gør det muligt at skyde billeder i 5184×3456 opløsning i både RAW og JPEG, samt begge samtidigt. Derudover så understøtter det helt op til ISO 12800 som gør det muligt at fotografere uden blitz under ringe lysforhold. De 2 indbyggede Digic 4 processorer, hjælper, ifølge Canon, med til at give dig den bedst mulige billed og videokvalitet.

Da denne anmeldelse er Canon EOS 7D kamerahus, og ikke et af de 2 kits der i øjeblikket findes på markedet, har jeg måtte benytte forskellige objektiver fra bl.a. Tamron og Sigma. Billederne skal derfor primært opfattes som vejledende, da det endelig resultat i høj grad afhænger af objektivet der benyttes.

Fælles for alle billederne er at de hverken er beskårede eller redigerede.

Klik her for at åbne galleriet i et nyt vindue.

Videokvalitet
Canon EOS 7D optager Full HD eller blot HD video i H.264 formatet, og dette er med fuld manuel kontrol over bl.a. blænden, som gør det muligt at optage fantastisk kreative videoer, og takket være den høje opløsning er det ikke kun til upload på Facebook eller Youtube, men også til visning på Full HD TV’et i stuen hos venner og familie.

Nu er videofunktionen formentlig ikke grunden til at man eventuelt ville vælge et kamera som Canon EOS 7D, men det er en rigtig lækker bonus, og når først man lærer at filme med DSLR kamera, så finder man hurtigt ud af hvor fede resultater det egentlig kan give.

Nedenfor findes et videoklip optaget med Canon EOS 7D i Full HD, ved standardindstillinger.

 

Specifikationer
– 18 MP APS-C CMOS-sensor
– 8bps optagelse
– ISO helt op til 12800
– 100 % søger
– 19 krydstype AF-punkter
– iFCL-lysmålingssystem
– Dual “DIGIC 4”
– Full HD-video
– Indbygget Speedlite Transmitter
– 3” Clear View II LCD-skærm
– Forseglet kamerahus fremstillet af magnesiumlegering

Konklusion
Canon EOS 7D er af flere medier, både trykte og på internettet, blevet udråbt som det ultimative DSLR kamera i mellemklassen, og den påstand kan jeg kun være enig i.

Det er dog vigtigt at man kigger på Canon EOS 7D som det det er, nemlig en mellemting mellem de små brugervenlige DSLR kameraer, og så de mere professionelle kameraer hvor det hele foregår mere eller mindre manuelt. Dette gør også Canon EOS 7D til et rigtig spændende kamera, da det, trods den lidt høje pris, tiltaler både begynderen og ham/hende der har startet med et entry-level kamera og nu søger lidt mere manuel kontrol og måske lidt flere kreative muligheder.

Alt fungere efter bogen ved Canon EOS 7D, lige fra grebet der er perfekt, til en hurtig og præcis autofokus, logisk placerede knapper, flot video i Full HD og meget mere…

Samlet set så vil jeg anbefale Canon EOS 7D på det kraftigste til alle der er på udkig efter et nyt kamera, og som er vokset fra entry-level kameraer som EOS 450D/500D og nu 550D’erne, og eventuelt også 1. gangskøberen, såfremt  man blot afsætter lidt tid til at sætte sig ind i det grundlæggende omkring fotografering, blænde, ISO, dybdeskarphed og meget mere.

+
Den store søger med 100% dækning
Grebet, finish og kvalitet
Hastighed


Prisen
Måske for avanceret for amatøren?

Karakter
90 %

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 12.499,-
Set til 10550,-

Klik her for at finde den bedste pris på Canon EOS 7D

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Befro.dk

Om Noel Christensen

Noel er grundlægger og redaktør på MyDigitalPhotos.dk. Benytter Canon EOS 7D samt Panasonic Lumix DMC-G5.

2 comments

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Required fields are marked *

*

Følg os - og vær' opdateret!

Få seneste nyt fra MyDigitalPhotos.dk direkte i din mailbox